Indledning:
Jeg hedder Kim Sørensen, er 56 år og har i 5 år cyklet i HGC – Hammerum-Gjellerup Cykelklub, hvor jeg mest er at finde på B-holdet. Jeg cykler på en nu 4 år gammel Cube Agree aluminium med Ultegra 10 speed og 3 klinger foran.
Jeg deltog i år sammen med min søn Daniel og 2 kollegaer i motionscykelløbet La Marmotte i Frankrig. Et motionsløb med en distance på 174 km og ca. 5000 højdemeter. I løbet skal bjergene Col du Glandon, Col du Telegraf og Col du Galibier forceres inden man kan køre gennem de berømte 21 hårnålesving og i mål på toppen af Alpe d´Huez.

Da jeg begyndte at cykle i HGC, kom jeg en dag til at sige, at jeg havde et ønske og et mål om, inden jeg blev 60 år, at cykle op ad Alpe d´Huez sammen med Daniel. Et ret stort mål at sætte sig, når jeg på det tidspunkt i min cykelkarriere syntes, at Trehøje var hård og jeg måtte ”stå af” med kramper første gang jeg forsøgte at cykle op ad Munkebjerg i Vejle.

Sidste sommer blev Daniel 22 år og jeg havde siden starten i HGC fået ”bedre ben”, så jeg spurgte ham om det kunne være et mål i 2009, at køre Alpe d´Huez. Daniel er (heldigvis) stadig ramt af ungdommens kådhed, så svaret fra ham var, at vi ikke bare skulle køre op ad Alpe d´Huez, men at vi så skulle vi køre La Marmotte! Jeg har både hørt og læst hårrejsende beretninger fra andres deltagelse i dette cykelløb og min første reaktion var, at det havde jeg ikke en chance for at gennemføre. Daniel fik alligevel ”tændt” et håb hos mig og efter aftale med min kone om, at jeg måtte bruge den tid til forberedelse, som jeg mente var nødvendig for at have en chance for at gennemføre, blev det et mål i 2009 at køre, og gennemføre, La Marmotte.

Forberedelsen:
Jeg satte mig det mål, at jeg fra årsskiftet skulle cykle 4000 km inden vi lørdag den 4. juli skulle stå i ”startboksen” i Bourg d´Oisans, så januar, februar og marts måned stod fortrinsvis på spinning 2-3 timer pr. uge suppleret med en cykeltur på landevejen når jeg syntes at vejret tillod det.

I takt med forårets komme blev det gradvist til mere landevejstræning og en del af træningen blev forlagt til bakkerne i Vrads syd for Silkeborg. For at få en fornemmelse af formen deltog vi den 5. april i forårsklassikeren ”Stjernetramp”, hvor de 75 km blev kørt i flot og kuperet terræn på Fyn. 10. maj var det igen tid at teste formen i kuperet terræn, så der var distancen 173 km i Grejsdalsløbet, hvor jeg kunne konstatere, at det vist stod meget godt til.

En familietur til Harzen i maj måned sammen med kollegaer indgik også i vores forberedelser til La Marmotte og de 375 km som jeg fik kørt på 4 dage i Harzen, var virkelig noget der ”rykkede”. Nu var der kun 5 uger til vi kørte til Frankrig.

Jeg nåede præcis 4000 km og cyklen fik et sidste eftersyn med gearjustering og nye bremseklodser m.m. inden vi fredag den 27. juni spændte kørte mod Frankrig for søndag, at indlogere os på campingpladsen ”Le Colporteur” i Bourg d´Oisans. Pladsen ligger i byen ved foden af Alpe d´Huez og vi havde i forvejen bestilt plads til vores campingvogn.

Vi ankom til ”Le Colporteur” planmæssigt søndag eftermiddag og mødtes som aftalt med mine 2 kollegaer Michael Fyrstman og Michael Schultze, som også begge kører i HGC og som også skulle køre La Marmotte. Vejret var pragtfuldt med 30o og solskin og stemningen var højspændt så vi måtte hen og kigge nærmere på Alpe d´Huez allerede samme aften. Vi skulle bare lige hen og ”snuse” og prøve de første 4-5 mest stejle sving med stigning på 10-11%, men Daniel og jeg lod os ”forføre” og fortsatte de 13 km op til toppen. Og lad mig sige det med det samme. Det var bare STORT for første gang at stå på toppen af Alpe d´Huez sammen med Daniel og kigge ned på Bourg d´Oisans. Vi trillede nedad igen og kom tilbage til campingpladsen, hvor vi næsten ikke kunne få armene ned igen. Sikken en oplevelse og uden at have krise på noget tidspunkt på vejen op ad ”Alpen”.

Mandag kørte vi først lidt ”fladt” inden vi alle fire kørte sammen til toppen af Alpe d´Huez, og selv om det nu var 2. gang vi var deroppe, var det igen uden kriser og en stor oplevelse. Denne gang kunne jeg også bedre nyde udsigten på vejen op.

Tirsdag besluttede vi at køre ud til- og op ad Col du Glandon og Col de la Croix de Fer i 2064 meters højde. En strækning fra foden til toppen på ca. 31 km med stigningsprocenter mellem 6% og 10%. Da det også gik rigtig fint, kørte vi på vejen tilbage mod Bourg d´Oisans ad ”bagvejen” op mod Alpe d´Huez. Denne ”bagvej” er ikke en del af ruten på La Marmotte, men kunne give nogle ekstra højdemeter. Tilbage på campingpladsen var alle mand ved godt mod og både mentalt og fysisk klar til udfordringen om lørdagen.

Onsdag foreslog min kone Hanne, at vi kørte La Marmotte ruten i bil. En super god idé viste det sig, for så fik vi også set de udfordringer der ventede os på Col du Telégraf, 7-8% stigning, der kun afbrudt af en 4-5 km nedkørsel fortsætter direkte over på Col du Galibiér, 7½ - 9% stigning. I alt små 34 km. På vej mod toppen af Col du Galibiér kom vi op til sneen og for første gang blev jeg en smule skræmt af den lange og stejle stigning som afslutter turen op ad Col du Galibiér. Da toppen af Col du Galibiér var nået, gik det til gengæld nedad de næste ca. 45 km inden vi afsluttede bilturen på Alpe d´Huez.

Torsdag blev det til en ”flad” rulletur på ca. 40 km og fredag holdt vi helt fri og fredag aften var det tidligt i seng for at være klar til lørdag morgen.

Løbet:
Lørdag den 4. juli kl. 0530 stod Daniel og jeg op og spiste pasta og kødsovs til morgenmad. Kl. 0630 var vi sammen med Michael og Michael og ca. 7000 andre ”cykeltosser” iført cykeltricot og racercykel klar i ”startboksen” i centrum af Le Bourg-d´Oisans. Vejret var noget nær perfekt med ca. 14o og udsigt til solskin og kl. 0700 lød startskuddet til det der skulle vise sig at blive mit livs hidtil største cykeloplevelse. Det var ganske enkelt helt fantastisk at være en del af dette arrangement, hvor så mange udfordrede bjergene i dette unikke cykelløb.

Daniel og jeg havde fra starten valgt at lytte til de gennemgående råd, som flere erfarne ”La Marmotte ryttere” havde givet os: ”Spar på kræfterne fra starten”. ”Spis og drik inden du føler sult og tørst”. ”Find dit eget tråd og hold styr på pulsen”. Vi havde aftalt at prøve at følges ad så godt det kunne lade sig gøre og ”samle op” på toppen af bjergene, hvor der også var depoter, så vi lagde os ”lunt” bag nogle andre ryttere på ”opvarmningsstrækningen” de første ca. 15 km fra Bourg d-´Oisans og ud til foden af Col du Glandon.

Op ad Col du Glandon var det slut med at ”ligge på hjul” og nu gjaldt det om at finde sit eget tråd og kontrollere puls og åndedræt. For mit vedkommende blev det til en kadence på ca. 70 og en puls, som kun ved stigninger på 9-10% og mere, i kortere perioder, måtte komme over 80%. Disse ”nøgletal” gjorde, at jeg kørte opad med et snit på ca.10 km/t. Vi nåede toppen af Col du Glandon helt uden problemer og fik en fantastisk start på løbet, så vel oppe brugte vi lidt tid på at være ”høje” og glade. Vi havde masser af overskud og skulle nu bare ned på den anden side og ud på et ca. 20 km fladt stykke inden vi kom til næste udfordring Col du Telégraf.

Vi ”kastede” os ud over kanten på ”bagsiden” af Col du Glandon, og lad mig sige det straks. Det gik sindssygt stejlt nedad, så jeg sendte venlige tanker til ”cykelsmeden” i Ikast, som havde sat ”bjerg-klodser” på bremserne inden vi tog til Frankrig. Det fik jeg brug for og de virkede bare, men det var helt åbenbart ikke alle, som havde fået ”bjerg-klodser” monteret, for allerede i tredje sving lå den første rytter og fik hjælp efter et styrt og på vejen nedad så vi desværre flere som var styrtet.

Nedad gik det med Daniel forrest, men efter ca.12 km var det pludselig som om mit forhjul ”sejlede” lidt. Jeg var punkteret. Daniel opdagede intet og fortsatte mens jeg holdt ind til siden for at skifte slange. Fælgen var så varm at jeg dårligt kunne røre ved den, men det lykkedes at få skiftet slangen så jeg kunne komme videre. Jeg havde nu brugt den eneste slange jeg havde med for da jeg kører med indlæg i dækket og ikke er punkteret det sidste år, havde jeg ganske enkelt ikke tænkt på, at have flere slanger med. Sikken en amatør ikke? Jeg kom på cyklen igen men efter yderligere 10 km nedad skete det som bare ikke måtte ske. Jeg punkterede på forhjulet igen og jeg havde ikke flere slanger! Ryttere af alle nationaliteter kom ”tonsende” nedad med 60 km/t så det var forståeligt helt håbløst at få en til at stoppe op. Der stod jeg med mine ”talenter” og jeg frygtede, at min deltagelse i La Marmotte 2009 nu var slut. Jeg skrev i en SMS til Hanne at jeg havde problemer med cyklen så hun vidste bare lidt om det hvis hun skulle få kontakt med Daniel og det skulle senere vis sig, at være en god idé.

Da jeg havde stået hjælpeløs i ca. ½ time, kom en kvinde og et par børn ud til vejen og kort efter kom en fransk rytter og holdt ind til siden for at sige ”hej” til sin kone og børn. Det blev min redning. Jeg ”kastede” mig over ham og fik en slange af ham så humøret steg igen og jeg kunne komme videre. Jeg kom helskindet ned af Col du Glandon og ”sad på hjul” over det flade stykke til foden af Col du Telégraf, hvor jeg stille og roligt arbejdede mig de 12 km op til toppen. Jeg var stadig i fin form og havde igen mentalt overskud. Jeg vidste intet om hvordan det var gået Daniel og blev derfor super glad, da han pludselig kom mig i møde på Col du Telegraf. Han havde fået en SMS af Hanne og havde besluttet at ”give mig en chance” og ventede på mig, så der var gensynsglæde.

Vi aftalte, at vi på resten af turen, så vidt muligt, skulle have øjenkontakt så vi fulgtes ad de små 5 km ned ad Telégraf inden starten på de ca. 17 km op til 2642 meters højde på toppen af Col de Galibier. Efter manges mening løbets største styrkeprøve. Col du Galibier er hård på grund af længden, stigningsgraden og det faktum, at den stejleste stigning kommer til sidst på bjerget. Vi klarede også denne ”forhindring” selv om Daniel på et tidspunkt var ved at blive lidt ”blød i knæene” men en sodavand og en kort pause hjalp ham så meget, at vi kom på toppen, hvorefter det gik nedad igen de næste ca 45 km. Efter en kort pause på toppen af Col du Galibier var det derfor den næste time nærmest bare at sætte sig i sadlen og nyde nedkørslen for at spare kræfterne til ”finalen” nemlig Alpe d´Huez, hvilket vi da også gjorde.

Ved foden af Alpe d`Huez stod Hanne i depotet med lidt ”guf” og en tør trøje til at køre til toppen af ”Alpen” på. Daniel var noget ”stegt” nu og var i tvivl om han kunne køre op mens jeg bare var ”klar til kamp”. Nu kendte vi jo turen efter at have været oppe to gange tidligere på ugen.
Vi aftalte, at Daniel skulle sende en SMS hvis han opgav, men ellers ville jeg vente på ham i målområdet på toppen. Stærkt opmuntret af Hanne satte vi os igen på cyklen og satte kursen mod de 21 hårnålesving på Alpe d`Huez. Vi kunne ikke følges ad og jeg var hele vejen lidt bange for at høre det kendte SMS signal fra min telefon, men det udeblev og jeg kørte glad og stolt i mål, hvor jeg ca. 10 minutter senere kunne stå og tage imod Daniel da han kørte over målstregen.
På alle måder et stort øjeblik. Daniel og jeg havde gennemført La Marmotte 2009 og vi havde gennemført det sammen. Vi havde fået en fælles cykeloplevelse for livet. En fantastisk cykeloplevelse som vi altid vil kunne mindes.

Vi havde nået vores altoverskyggende mål, at gennemføre løbet, og jeg ved jo godt, at vores tid 11.59.38 er ikke noget at ”skrive hjem om”, til gengæld kom vi helskindet igennem og kan kun have ondt af dem som havde trænet for lidt eller overvurderede egne evner og derfor stod og kastede op, sad med stive blikke i vejkanten eller bare lå og sov i rabatten op ad Galibiér, for ikke at tale om dem der satsede for hård ned ad bjergene og måtte udgå med skader efter styrt.

Der var selvfølgelig også dem som bare måtte ”stå af” og give op på vejen, men til gengæld også dem der ville gennemføre løbet og derfor trak cyklen de sidste kilometer op ad ”Alpen”.

Afslutning:
En stor tak til Daniel fordi han ”stod fast” på at vi skulle køre La Marmotte 2009 sammen og fordi han ventede på mig på Col du Telégraf. Også en stor tak til Hanne fordi hun viste forståelse for, at jeg måtte bruge en del timer på cyklen som forberedelse til løbet og ikke mindst tak for hendes engagement og opbakning i ugen op til- og under løbet.

Jeg håber med min beretning fra La Marmotte 2009 at kunne give andre MOTIONScykelryttere lyst til at prøve kræfter med La Marmotte. Mange flere bør give sig selv den store oplevelse det er at køre, og gennemføre et La Marmotte.

Ps. Husk ekstra slanger.

Kim Sørensen B-Holdet Hammerum-Gjellerup Cykelklub 7400 Herning