Men hvor var det svært at trække vejret ordentligt, på grund af mine bøjede ribben.
Og op af et bjerg, er der altså behov for mange vejrtrækninger, så jeg besluttede
mig for ”bare” at tage ferie med min familie. Endte dog med at hente mit nummer
og chip og inden jeg vidste af det, stod jeg sgu ved start lørdag d. 4 juli.
Startnumre over 4000 skulle denne gang starte 7.50. Min gearing var som mindste
39/26. I 2006 havde jeg en kompakt krans.
Starten går og så snart jeg passerer start, går det derudaf. Ud af lige vej går det fint.
Kommer til at ligge med en stor Italiener og to hollændere alle tre veltrænede, så farten
er høj frem til dæmningen.
Første del er på den lille klinge, men efter første højresving, kan man
faktisk godt køre på den store klinge, skifter op, men så falder kæden af, forsøger at
få den op uden at stå af, men det går ikke og må derfor forlade mine nye venner.
Bruger tiden til at få min regnjakke af, der altid er god at starte med, da der er hamrende
koldt om morgenen i bjergene, specielt når man køre ned fra Alpe d’Huez.
Op på cyklen igen og køre frem igen. Efter dæmningen går det ned nogle kilometer,
hvorefter man svinger venstre og så går det op igennem en skov. Her er der fyldt med
mennesker og det kan faktisk være ret svært at komme frem, jeg så startnumre på over
8000. Overhalede en del, men jeg havde svært ved at få trådet til at glide, kunne nu godt
have brugt en mindre gearing og blev derfor overhalet af ligeså mange som jeg overhalede.
Efter noget tid kommer man op forbi en cafe i en mindre by, her flader det ud og en gel røg ned. Efter en drastisk nedkørelse går det pludselig meget stejlt op, måske omkring 12 %,
men efter omkring en kilometer flader den lidt ud.
Nu går turen så støt op mod Glandon, omkring toppen møder jeg en bil fra TV2, der har en
fotograf stående op gennem soltaget, de følger åbenbart nogle ryttere.
På toppen af Glandon, er der igen fyldt med mennesker, men denne gang er der ingen
politi der spærrer, får spist og drukket noget og så går det ned af. Der lå her en målmåtte,
hvilket der også gjorde ved Galibie, således at løbsledelsen kunne se om man havde passeret Glandon, åbenbart har de haft problemer med folk der snød.
Ned af Glandon er feltet nu mere spredt og i de første mange sving var der officials, der forsøgte at få folk til at sænke farten, men alligevel går der ikke mere end et par hundrede meter før jeg ser de første ambulancer og tilskadekommende samt et hav af folk der var punkterede. Men nedad det gik, mødte Ole fra cykelklubben Cyclomania, hyggeligt at møde nogle man kender, men der var rigtig mange danskere.
Kommer ned på det flade stykke og finder en gruppe med god fart på. Det var nu ved at være rigtig varmt og solen bagte ret kraftigt, så det er med at få drukket hele tiden. Efter den store
landevej, hvor det faktisk går op en del, kommer vi ind i en by, hvor der er vanddepot, her
stopper jeg for at få fyldt frisk kold vand på, dejligt.
Afsted igen og efter lidt tid svinger man højre og så starter Telegraphe. Nu var der rigtig varmt
og solen bagte ulideligt, så hver gang der var mulighed for skygge tog jeg den.
Efter omkring 4 kilometer op, overhalede jeg en rytter med kun et ben og en arm og han
trådte kun med det ene ben, der var ingen protese heller ikke på armen.
Han så noget kogt ud, men hvor var det bare modigt, for har man først passeret Glandon, er der ingen vej tilbage, så hatten af for ham. Møder for resten italieneren fra tidligere.
Stoppede ved et vanddepot, hvor faktisk min kone ringede for at høre hvordan det gik.
Indtil videre gik det selvom vejrtrækningen ikke var optimal, kunne nu ikke få den etbenede
ud af hovedet, hvor måtte det være hårdt og hvor langt der var tilbage for ham (og for mig).
På toppen af Telegraphe er der kø ved vanddepoterne, så jeg valgte at køre videre.
Nede i bunden kommer der igen en by og her var der fyldt med folk, der var inde på en restaurant og købe væske.
Efter noget tid, blev jeg lidt betænksom, fordi jeg mente der var et depot før Galibie, men
der hvor jeg huskede det sidste gang var der ingenting og vandbeholdningen var lav.
Men pludselig kom depotet og så faldt der ro på igen.
Nu startede så noget af det som jeg huskede som noget af det værste sidste gang,
den endeløs dal, hvor det ser ud som om, man køre i fladt terræn, men det er ikke til at
drive cyklen af sted. Men pludselig kom cafeen, der varsler nyt terræn. Her var der fyldt
med cykelryttere, der holdt pause, jeg følte mig dog frisk og kørte videre.
Efter cafeen går det til højre og nu starter de store stigningsprocenter, og kiggede
man op i det man næsten følte som himmelen, kunne man bare se en endeløs række
af ryttere og der skulle man selv op: Da man kom op, var det fascinerende at kigge ned.
Nu blev det dog rigtig svært med min gearing, det var rigtig svært at holde moment med
39/26 som mindste og på grund af mine ribben, kunne jeg ikke stå op, så hold op hvor var
de sidste kilometre svære. Var tilslut helt sukkerkold og stoppede da jeg så en ostebutik ,
der solgte sodavand, bestilte to, men fik tre, fik drukket en og hældte de to andre i dunken.
Men det føltes helt fantastisk, jeg fløj af sted, men det varede desværre kun omkring en halv
kilometer, så sad jeg igen og huggede. Måtte holde en pause inden de sidste to sving, men
op kom jeg. Her fik jeg regnjakken på og nedad det gik. På opturen begyndte det at tordne
og trække op til regn, men det forsvandt heldigvis da jeg kørte nedad.
Mod Alpe d’Huez gik det næsten nedad på det meste, men der var dog et stykke, hvor man skulle ned på den lille klinge igen. Kunne mærke jeg bogstaveligtalt var ved at være stegt på
alle måder, Mine arme og ben var helt røde og gjorde ondt, da jeg selvfølgelig havde glemt
at smøre dem med solcrem. Nu ringede konen igen og nu var jeg ikke så optimistisk mere,
med tanke på at jeg manglede Alpe d’Huez, føj for en røvtur jeg havde sendt mig selv ud på.
Men der var ingen vej tilbage, specielt med tanke på at vi boede på Alpe d’Huez, så op det
skulle jeg, men jeg har da aldrig kørt så langsomt og måtte ind i nogle sving for at få noget
luft, hvilket jeg dog ikke var ene om.
Længere oppe sad der en og brækkede sig i vejkanten og hver gang jeg passerede et sted
med et lidt større vandfald, var der faktisk kø af folk der skulle ind under og bade, det skal
siges at det var ved at være sen eftermiddag og der var frygtelig varmt.
Det sidste sving kom og her fik jeg faktisk lidt luft, med tanke på at dette selvpineri snart var
slut, da jeg kom over mål, stod det store ur på 10 timer og 37 minutter, men det var fra
startiden kl. 7.00, så min tid blev 9 timer og 45 minutter. Før mit styrt havde jeg håbet
på en betydelige bedre tid, men nu var jeg glad bare for at fuldføre og det var fascinerende
og se alle de forskellige mennesker, der i bagenden af feltet kæmpede sig i mål.
Flere timer efter blev der ved med at komme folk ind og der blev klappet konstant.
Om der bliver en gang mere, ved jeg ikke. Dog føler jeg ikke, at jeg endnu har kunne køre et
optimalt løb, så måske, selvom min familie nok vil holde mig fast på mine udtalelser op til
flere dage efter løbet.