Afg. onsdag 5.30 med Karsten, Frede og Anne i Karens store Volvo.

Ank. Alpé d’Huez 21.00 til aftenkaffe med fam. Vinnick.

Torsdag ”lille” træningstur op til Les 2 alp og første bestigning af Alpé d’Huez for mit vedkommende – første gang på racer i bjerge i det hele taget, fedt men hårdt.

Fredag afslapning, men lille test-tur med lånte hjul, da mit forhjul sagde mærkelige lyde når hastigheden nærmede sig 80 km/t.

Lørdag – den store (lange) dag, op 5.45, pasta til morgenmad og så ned af bjerget til startområdet sammen med godt 8000 andre skøre cyklister. Vi (5 mand fra Bramming Cykelsport, Claus Vinnich, Klaus Ising, Karsten Frøsig, Frede Madsen – og mig selv sagde hunden, Kim Blach) ønskede hinanden god tur og blev hurtigt spredt mellem de mange tusind ryttere, motorcykler, ambulancer og andet godtfolk.

Første stigning rammes hurtigt, men den er ikke så lang, alligevel er der allerede ryttere der stønner højlydt og er gasblå i hovedet – og der er 170 km og 4 bjerge igen.

Det første rigtige bjerg rammes og pulsen stiger, det er vigtigt at være tålmodig og ikke forcere da man kører opad i timer og ”Djævlebakken” derhjemme virker som en knold på vejen.

På toppen fylder jeg frisk vand i dunkene og så går det nedad, desværre ligger der allerede flere styrtede ryttere og ambulancerne kommer farende, så opmærksomheden skærpes ekstra. Vel nede skal muskulaturen i nakke og skuldre lige på plads inden man efter et fladt stykke (vejen mellem Grenoble og Torino) skal op af Telegraphe. Inde i skoven står luften stille og det er rigtig varmt, halvvejs oppe tisser jeg af (eneste gang), får frisk vand og spiser lidt medbragt brød, da maven føles underlig pga. meget energidrik og bar.(spis og drik hele tiden har jeg fået at vide!)

Efter en forholdsvis kort nedkørsel kommer man til ski-byen Valloire og opstigningen til Galibier i 2600 m højde begynder. I starten jævn og lige i det uendelige - og solen bager. Jeg har fået at vide ”lad være at se på km og kl, men tag et bjerg af gangen. Som sagt så gjort og pludselig er man oppe imellem snedriver og toppen er nær – tror man, men bjerget er højt og man kan se ryttere sno sig op meget længere oppe.

Endelig er toppen nået og herfra er det ”bare” hjem, som de erfarne har berettet. Nu går det nedad i det uendelige, jeg havde glædet mig til at se skisportsstedet La Grave, men ser kun byskiltet så er vi igennem, farten har længe ligget omkring de 50 km/t da det stadig går jævnt nedad.

Så rammer vi Bourg d’Oisans i ca. 700 m højde som er byen nedenfor bjerget med Alpe d’Huez oppe i ca. 1800 m højde. Med 160 km og 3 bjergpas i benene begynder opstigningen mod mål. Der er 21 hårnålesving fordelt på 13 km og jeg tænker det svarer til 200 km Grejsdalsløb komprimeret til 13 km. Hvert sving har nr. og navn efter tidligere Tour de France etapevindere, men det bliver hurtigt demotiverende at se hvor langsomt der tælles nedad, så jeg lukker mig ind i mig selv og tager et tråd af gangen. Pludselig vækkes jeg ved at få en hel kasserolle vand i hovedet, dejligt. Når det er hårdest tænker jeg, ”kør stærkere”, så er det hurtigere overstået.

Byskiltet Alpe d’Huez rammes og folk ved cafeen sprøjter os til med vand. Pludselig er det hele slut og efter godt otte en halv time sætter jeg mig bare i skyggen af cola-teltet og tanker mange gange før jeg kravler over efter mit diplom – Mission completet!

Karsten måtte desværre udgå da han havde noget i kroppen og Claus var flink og følge ham hjem. Frede havde et godt løb og var hjemme til aftensmad efter 10.5 t, mens Ising kom til aftenkaffen efter 12 t – respekt, det er mange timer i sadlen.

/Kim Blach