Beretning fra La Marmotte 2005

Indledning
Gennem en del år har det været min drøm at køre op af de samme bjerge, som Tour de France rytterne har gjort legendariske. Derfor har alpe-løbet La Marmotte 174 km og 5000 højdemeter stået og ventet i kulissen på at blive kørt. I efteråret 2004 tog jeg beslutningen om at stille op den 9. juli 2005.

Personlige oplysninger
Jeg hedder Thomas Møller og er født 1970. Har siden 1989 været medlem af Brøndby Triathlon Club (BTC). Har i denne årrække deltaget i en masse korte og lange triathlons, duathlons, motionsløb, motionscykelløb og langrendsløb.
Nedenunder er en oversigt over langdistance konkurrencer de forskellige år.

1993: Copenhagen Marathon, 42,195 km i tiden 2.59.20 (PR)
1994: Copenhagen Marathon 3.27.15
1995: Copenhagen Marathon 3.28.21
1996: Vasaloppet i Sverige, 90 km langrendsløb i tiden 10.31.52
Copenhagen Marathon 3.33.54
1997: Ulricehamnsloppet i Sverige, 42 km langrendsløb i tiden 3.29.29
Vasaloppet i tiden 10.50.17
Copenhagen Marathon 3.11.03
Fredericia Ironman, 3,8 km svømning–180 km cykling–42,195 km i tiden 11.17.14
1998: Copenhagen Marathon 3.18.15
1999: Copenhagen Marathon 3.50.47
2000: Copenhagen Marathon 3.23.01
Lidingöloppet i Sverige, 30 km terrænløb i tiden 2.29.38
2001: Öppet Spår (Vasaloppet) i tiden 9.02.16
Velomediane Claude Criquielion i Belgien, 172 km cykelløb i tiden 7.19.23
2002: Holmenkollenmarsjen/Ringkollen i Norge, 42 km langrendsløb i tiden 4.56.49 (fulgtes med min kone Karin)
2003: Ingen lange konkurrencer
2004: Sjælland på tværs, 187 km cykelløb i tiden 6.49 (fulgtes med Karin)
Fredericia Duathlon, 20 km løb-120 km cykling-10 km løb, udgik efter 80 km cykling
(Karin vandt VM-sølv og DM-guld i hendes agegroup 25-29 år i tiden 6.55.57)
2005: Grejsdalsløbet i Vejle, 200 km cykelløb i tiden 7.01.46
La Marmotte i Frankrig, 174 km cykelløb i tiden 10.27.57

Forberedelser
Nettet blev gennemsøgt for information om løbet, og denne meget informative og spændende danske hjemmeside www.tornoee.dk blev gransket nøje. Jeg følte faktisk at jeg kom til at kende løbet rigtig godt fra alle beretningerne, og blev godt orienteret om ruten, påklædning, forplejning osv.
Jeg søgte på hoteller i forbindelse med La Marmotte, og reserverede værelse på Hotel de Milan i Bourg d´Oisans. Min kone Karin og vores søn Philip skulle med til Frankrig, så vi besluttede at holde ferie i Frankrig efter løbet.
Endvidere skulle jeg have en lavere gearing på min cykel, og heldigvis var nyskabelsen Kompakt Kranksæt kommet på markedet. Jeg valgte at købe et FSA Carbon Kompakt Kranksæt med 50/34 klinger, og med en krans 12-27 bagpå var jeg sikker på at gearingen var i orden.

Fra ultimo marts (Påske) til La Marmotte var målsætningen at nå ca. 3000 km på raceren. Dog var det vigtigste, at få mest udbytte ud af de motionsløb og træningslejre der lå i perioden.
Marts (251 km)
April (552 km)
Maj (1035 km)
1 uges træningslejr i Frigiliana i Andalusien med BTC 400 km og 7000 højdemeter
Grejsdalsløbet 200 km og 2000 højdemeter (avg 28,4 km/t)
Udfordringen Sorø 153 km (avg 32,3 km/t)
Weekend træningslejr i Tisvildeleje med BTC 164 km
Juni (757 km)
Söderåsen med Brøndby Cykel Motion 90 km og 1200 højdemeter
Frederiksværkløbet 130 km (avg 36,3 km/t)
Juli (48 km)
Alpe d´Huez 12,5 km og 1100 højdemeter
I alt ca. 2700 km

Min målsætning med 3000 km var ikke helt nået, men jeg følte mig godt kørende, så selvtilliden var i orden. Jeg havde haft nogle gode træningsløb i Vejle, Sorø og Frederiksværk, og nogle gode træningslejre og bjerg/bakketræning i Spanien, Nordsjælland og Sverige.
 

Når jeg tænkte på La Marmotte havde jeg følgende prioriteret rækkefølge som jeg ville overholde, for at få en god oplevelse:

1. Sikkerhed frem for alt (Hele tiden køre forsigtigt, specielt på nedkørslerne)
2. Køre økonomisk og have den rette påklædning på.
3. Gennemføre løbet.
4. Køre Sølvtid 10.35.
5. Køre guldtid 8.49, hvis jeg havde diamanter i benene.

Onsdag d. 6 juli
Ankomst til Bourg d´Oisans, hvor vi skal være i 6 dage. Bourg d´Oisans (720 m) er startbyen for La Marmotte og opkørslen til Alpe d´Huez ligger ca. 1 km fra centrum. Der var allerede mange cykelryttere på vejene, specielt mange hollændere fandt jeg senere ud af.
Det regnede i Bourg d´Oisans, og de mørke skyer hang lavt, så vi tog bilen op mod Alpe d´Huez og vendte bilen efter 3 km ved La Garde (sving 16) og kørte ned igen.
Lidt senere var der ophold i regnen, så jeg besluttede at ”trille” op til sving 16.

Opstigningen til Alpe d´Huez starter med 9-12 %, så min puls røg lynhurtig op i det røde felt. Ved første hårnålesving (21) gispede jeg efter vejret og i sving 18 nærmest væltede jeg af cyklen og lagde mig på rækværket med lungerne uden på regnjakken, lårene syrede til og en puls der var ude at kontrol!! Hold kæft hvor var det en vild stigning!! Jeg var meget chokeret over, at det kun var i hårnålesvingene at man fik lidt hvil, hvis man kan kalde de 2-5 sekunder for hvil. Min puls faldt med max 2 slag, og det kunne ikke mærkes.

Da jeg havde ligget et stykke tid og pulsen var kommet lidt under kontrol steg jeg på cyklen igen og fortsatte op til sving 16, hvorefter jeg fik ”fornøjelsen” af nedkørslen.
At køre ned af Alpe d´Huez på våde veje er efter min mening ikke let, da cyklen accelererer meget hurtigt, og man skal helt ned i fart i hårnålesvingene. Mine fingre var da også godt stive af at bremse hele tiden.

Hjemme på hotellet var det tid til at gøre status. Min moral var totalt i bund. Hvordan skulle jeg kunne gennemføre 174 km op over 4 bjerge, når jeg ikke engang kunne køre 3 km op af Alpe d´Huez uden pause?? Jeg rystede på hovedet over, at jeg overhovedet havde tænkt i guld og sølvtider.
Humøret blev ikke bedre af, at vejrudsigten lovede regn om lørdagen.
Jeg måtte finde alle mulige undskyldninger frem, for ikke allerede nu at kaste håndklædet i ringen:
1. Jeg havde ikke varmet op inden opstigningen.
2. Jeg havde siddet i en bil i 2 dage.
3. Jeg havde regnjakke på og kunne ikke ”ånde”
4. Den første bjergdag er altid frygtet blandt rytterne i Tour de France.
5. Jeg havde måske undervurderet stigningen.

Denne psykiske førstehjælp hjalp en smule men ikke meget.

Torsdag d. 7 juli
Dette var dagen hvor det skulle vise sig om det var realistisk at stille op til La Marmotte.
Efter 10 kilometers opvarmning stod jeg nu igen for foden af opstigningen til Alpe d´Huez. Cykelcomputeren blev nulstillet, og den laveste gearing blev valgt. Denne gang gik det betydeligt bedre. Min puls var stadig høj, men var lidt mere under kontrol og jeg fandt en ok rytme op af bjerget. De første 3 km er de mest hidsige, men det er stejlt hele vejen op.
Efter godt 1 time nåede jeg den nederste bydel af Alpe d´Huez uden pauser. Moralen fik en tak opad, og efter at jeg havde hentet min startpose og chip lidt højere oppe i byen, kørte jeg ned igen. Nedkørslen var igen vanskelig, men den tørre vej og det gode vejr hjalp lidt på det.
Jeg er absolut ikke den store nedkører, og min max grænse ligger på 50-60 km/t. Men det er når nedkørslen er på max 6-7 %, og man kan se langt frem. Vindmodstanden på en 5-7 % nedkørsel er stærk nok til at holde cyklens fart under 60 km/t, men over 8 % accelerer cyklen alt for hurtigt efter min smag, og hvis man ikke bremser tør jeg ikke tænke på hvor høj farten bliver. Derfor blev bremserne allerede taget i brug når farten nåede 40 km/t, hvilket bevirkede at jeg måtte ”stødbremse” hele vejen ned. Jeg skal hilse og sige at det giver meget ømme fingre. Heldigvis tyede intet på, bremseklodserne og fælgene blev for slidte.

Opkørslen til Alpe d´Huez varierer fra 12,5 – 15 km, alt efter hvor man definerer start og mål.

Fredag d. 8 juli
Hviledag. Vejrudsigten lover godt vejr om lørdagen.

Lørdag d. 9 juli
Starten til La Marmotte går kl. 7.15, og kl. 7.55 kørte jeg over startstregen og tidtagningsmåtterne. Ca. 9000 deltagere gør starten ”lang”, men der var en afslappet stemning og ingen skubben og masen. Min påklædning var løse ben, cykelbukser, vindtæt svedundertrøje, cykeltrøje, løse ærmer og cykelhandsker. I cykellommerne havde jeg en vest, regnjakke og langrendshandsker + barer og squeezy. Desuden havde jeg et blinkende refleksbånd på benet, samt rødlige gennemsigtige brilleglas i solbrillerne af hensyn til de mørke tunneler vi skulle gennemkøre på nedkørslerne.

Col de la Croix de Fer (2068 m) og Col du Glandon (1924 m).
De første 7-10 km er flade, hvorefter stigningen til Col de la Croix de Fer (2068 m) og Col du Glandon (1924 m) starter.
Jeg fandt en god rytme og lå i gear 34/25 og 34/27. Super dejligt med mit Kompakte Kranksæt. Selvom der var mange ryttere på bjerget, var det muligt at overhale uden at man skulle langt over i venstre side. Vejret var fint, og det gik støt og roligt op ad. Undervejs var der en del ryttere der tog overtrækstøj af.
Da vi nærmede os toppen var der et skilt der pegede mod Col de la Croix de Fer til højre, men vi drejede mod venstre op mod Col du Glandon? Det forvirrede mig, men der var jo ikke andet at gøre end at følge med alle de andre.
Efter ca. 2 t 13 min fra start nåede jeg toppen af Col du Glandon, fik vand i dunkene og tog vest, regnjakke og fingervanter på. Der var en del trængsel på toppen, men ingen problemer.
Nedkørslen foregår af en ret smal og stejl vej, og jeg blev overhalet af mange. Der var dog nogle, der nok havde kørt lidt for hurtigt for der var gang i ambulancerne. Jeg tror dog, at det kun var skrammer de skulle behandle. Jeg vidste fra tidligere beretninger, at der skulle være mørke tunneler ned af Col de la Croix de Fer, men vi var jo kommet over Col du Glandon, så jeg vidste ikke om der kom tunneler? Jeg holdt en lille pause på nedkørslen, for at spise lidt og hvile mine ømme ”bremsefingre”.
Nede i bunden (420 m) begyndte et 22 km lang transportstykke til St. Michel de Maurienne (712 m) og næste opkørsel Col du Télégraphe. Jeg holdt en kort pause for at få overtrækstøjet af. På transportstykket faldt jeg i snak med en anden dansker, der fortalte mig, at vejarbejde var skyld i den ændrede rute. Han fortalte mig at der kom tunneler nedad Col du Galiber, og at der altid er modvind ned af Col du Galibier. Han rådede mig til at sidde i en gruppe på nedkørslen.
Vi ønskede hinanden god tur for foden af Col du Télégraphe.
Col du Télégraphe

Col du Télégraphe er en ret jævn stigning, som er stejlest i starten og mod slutningen. Det er et bjerg, som jeg godt kan lide, da der ingen steder er stykker med hidsige procenter, og derved kan man finde ind i en god rytme. Jeg overhalede mange ryttere uden at forcere, så det gav god moral. Jeg sprang et vanddepot over halvvejs på stigningen.
På toppen fik jeg vand i flaskerne og spist lidt mere at min medbragte forplejning. Jeg havde nu været i gang i 5 timer. Jeg var stadig ved godt mod og så frem til de 2 sidste bjerge.
Efter toppen følger en 5 km nedkørsel til Valloire (1400 m), hvor det første store officielle depot (kørt 100 km) ligger i byen Les Verneys, så det var tiltrængt at få lidt baguette og appelsin. Jeg ringede lige til Karin, og sagde at alt var vel.

Col du Galibier
Inden man når depotet har man allerede taget hul på Col du Galibier (2642 m). Col du Galibier bliver kaldt tit ”Tourens tag” og udmattelsens bjerg, fordi man kommer så højt op og fordi den er så lang.
Efter depotet er Col du Galibier relativ nem (3 %), men snart stiger det jævnt 7 % over et langt stykke hvor man kører ind i dalen. Når man ser frem foran sig virker vejen nærmest flad, men cykelcomputeren viser 7 %, og tråddet er også besværet. Her begyndte jeg at kunne mærke timerne i sadlen uden dog at være nervøs for fortsættelsen.
8 km fra toppen begynder klatreturen op af bjerget. Lige inden de 8 km holdt jeg en lille pause, hvor jeg spiste og drak.
Col du Galibier´s sidste 8 km er en sejtrækker. 8-12 % stiger det hele vejen til toppen. Der er goldt deroppe, og jeg var glad for at det ikke var regnvejr. 4 km fra toppen ligger en lille café (gammel hytte), hvor der sad en del ryttere og tog en slapper. Jeg syntes om ideen og købte en dåse coca-cola til 18 kr. Den smagte sandelig godt og deres plastic-stole var dejlig at sidde i. Efter den tiltrængte pause var det op på cyklen igen. Omkring 3-4 km fra toppen kan man se hvor passet er. Der er langt op derover til. En del tilskuere heppede på os, og det var specielt tiltrængt de sidste par kilometer, hvor dem der havde anlagt vejen havde skyndt sig at blive færdige. Det er virkelig nogle hidsige procenter man skal op af mod toppen. Min 34/27 gearing var absolut ikke for høj, og jeg havde medlidenhed med dem der ikke havde så lav gearing.
Col du Galibier lever fuldt op til sit rygte som et meget hårdt bjerg. På toppen sagde tiden 7 t 10 min.
Efter at have iført mig mit overtrækstøj begyndte jeg de 40-45 kilometers nedkørsel. Det var ret koldt. Mine tænder klaprede, og mine fingre var ømme af at bremse. Nede i de varmere luftlag holdt jeg en kort pause for at få overtrækstøjet af og ringe til min kone for at aftale mødetidspunkt. Det var først til sidst på nedkørslen at jeg følte mig tryg ved at slippe bremserne.
Jeg nåede Bourg d´Oisans ca. kl. 16.30 hvor Karin og Philip ventede med lidt forplejning og en tør svedundertrøje.

Alpe d´Huez
Nu ventede Alpe d´Huez (1800 m) med sine 21 hårnålesving.
Jeg havde inden starten besluttet at jeg ville dele stigningen op i flere etaper, forstået på den måde at jeg ville cykle så længe jeg havde styr på pulsen, og så tage en pause i førstkommende sving. Det var også psykisk vigtig at nå forbi de første 3 km (La Garde), så man følte at man nærmede sig toppen. Så på den nederste tredjedel holdt jeg pause i sving 18 og 13.
Selvom Alpe d ´Huez er forbandet hård, så er bevidstheden om at man kører på det mest legendariske cykelbjerg i verden, med til at man bider tænderne sammen og giver 100 %.
På midterstykket var der korte pauser i sving 9, 7 og 6 og efter det sidste stop i sving 4 gik det mod toppen.
Hele vejen op af bjerget, ”fulgtes” jeg med en sej pige. Hun kørte op i næsten et hug, mens jeg holdt de korte pauser og kørte stærkere end hende. Vi kom i mål samtidig, til trods for vores forskellige strategi.
Undervejs på ”Alpen” var jeg ikke i tvivl om at nå toppen og på mit ur kunne jeg se at det var muligt at køre en sølvtid i min aldersklasse (10 t 35min). Jeg nåede målet i tiden 10.27.57 og var meget stolt. Min effektive cykeltid var ca. 9 t 20 min for de 180 km, men jeg var glad for pauserne.

Efter at have fået den tørre svedundertrøje på, lidt at spise og drikke og fået mit diplom kørte jeg ned til Bourg d´Oisans, hvor Karin og Philip ventede.

Hvis man har fået lyst til at deltage i La Marmotte kan jeg kun anbefale det. Det er godt organiseret og forholdsvis billigt: € 32 + € 10 i depositum for chippen som man får igen ved målet.