L
Vi er i 2002. Vejret er en tro kopi af året før. Høj solskin og
meget varmt dagene før løbet. På selve dagen er det et helvedes vejr. Jeg bor
på Alpe Dhuez og nedkørslen om morgenen er ikke rar. Jeg er fuldstændig stiv i
kroppen af anspændthed og i tankerne ser jeg for mig hvordan jeg året
forinden, punkterede på vej ned og fik et lift af en franskmand som kom
kørende opad. Nedkørsler er for mig blevet et mareridt, især i
regnvejr. Jeg havde været på træningslejr i Toscana i foråret og var styrtet
2 gange. Pådrog mig kun hudafskrabninger men i underbevidstheden ulmede det
stadig.
På nedkørslen af Croix de Fer punkterer jeg på forhjulet
sikkert på p.gra for meget bremsen. Til alt held er det en "siver" så jeg kan
nå at stoppe op. Men i et sving. Nøjagtig som dig har jeg problemer med min
pumpe som er monteret på cyklen. Den har fået vand og virker ikke (ligesiden
har jeg kun brugt co2 patroner !!). Nå men imens jeg fumler kommer der en
sikkerhedsbil op til mig og han begynder at fægte med armene og jeg forstår at
han vil have mig væk fra svinget og længere ned af vejen hvor der er en
holdeplads. OK tænker jeg det kan være han hjælper mig med luft til min cykel.
Jeg fatter ikke et ord fransk og han ikke andet end fransk. Walkien i bilen
braver løs med en masse støj imens varme apparatet kører for fuldt blus. Efter
at have siddet i bilen i 10 min., holder jeg efterhånden op med at ryste af
kolde og har bestemt ikke lyst til at stige ud af bilen igen. Så der sidder
jeg så og venter på at der skal ske et eller andet. Franskmanden taler ivrigt
i walkien og på et tidspunkt tror jeg at han tror at jeg er styrtet og ikke
kan køre videre. Jeg prøver at forklar ham at jeg har brug for en pumpe og
nikker anerkendende og snakker videre i walkien.
Det er de mest utrolige forklædninger der kommer ned af
bjerget. Ligefra sorte affaldssække til parca coats. Nogle med cykeltasker på
baggagebæren og andre med styrtasker (kufferter). Enkelte prøver at få et hvil
i bilen men den går ikke, og jeg føler mig næsten som en VIP person der sidder
på første parket.
Så dukker der efter 1 times tid en franskmand op som ikke tør
kører videre. Hans bremseklodser er totalt slidt op og han sætter sig ind i
bilen og venter. Venter på hvad tænker jeg??? På fejebladet der samler op
undervejs siger han på engelsk. OK tænker jeg. Det er ikke mig det her.
Aftenen forinden havde vi fået vide at det var sidste vi sku gøre. Så ville vi
først være tilbage sent på aftenen, så hellere vende om. Jeg låner en pumpe af
ham og kører videre op ad Croix de Fer (ca 20 km til toppen) Den er faktisk
temmelig stejl og når man har siddet i en varm bil er det ligesom at gå fra
saunaen og ud under den kolde bruser. På vej op til toppen møder jeg en
hollænder som jeg fulgtes med året før i Valloire dalen (pudsigt ikk)
Han genkender mig med det samme og vi kommer i snak. Da han
hørte vejrudsigten besluttede han sig for ikke at køre og var nu i færd med at
samle sine venner op som havde opgivet... Klokken er vel omkring 12.30 og der
kom fortsat ryttere ned ad Croix de Fer !!!
Lige inden toppen sætter jeg mig i et hårnålesving og nyder den
fantastiske natur der er i området. Det er holdt op med at regne og solen
kigger frem en gang imellem. Og med et ved jeg at det er sidste gang jeg har
kørt den slags løb. Hvorfor kører på asfaltveje og risikere at blive kørt ned
og samtidig ikke kan nyde denne natur, når du kan køre på vandrestier på
mtb og få naturoplevelser der siger spar to til alt. Det var på tide at stå af
racet.
Nå men jeg fortsætter op til toppen og opdager at der flyder
med cykler rundt omkring på skråningerne men der er ingen ryttere at se !
Jeg skal ha fyldt vand dunkene og går hen til cafeen som ligger
på toppen. Ruderne er fuldstændig dugget til og da jeg åbner døren, møder jeg
et syn jeg sjældent vil glemme. Hele stuen er fyldt med "kejser-pingviner" der
bare står og kigger vildt ud i luften. Der er næsten helt stille derinde. Det
eneste man kan høre er klapren af tænder !
Resten af tilbage turen forgår i tørvejr og på vej op ad
AlpeDhuez møder jeg et par af rytterne som jeg fulgtes med i starten. Hold
kæft de er stegte. Jeg kommer op til målområdet og tænker kun på pasta. Så jeg
kører bare ind over målstregen og tænker ikke mere over det. Først senere
finder jeg ud af at jeg faktisk havde fået en placering. Så de tider du ser i
tabellen over 2002 med mit navn på er ikke korrekte, for jeg gennemførte jo
ikke løbet !! Hvorfor jeg er nævnt 2 gange er et meget godt spørgsmål, men jeg
kørte kun over målstregen 1 gang
I år skal jeg køre Transalp på Mountainbike. 15280 hm 518 km
fordelt over 7 etapper. Det er IKKE et væddeløb men en ferietur fra hytte til
hytte med rygsæk ( max. 6kg). På vandrestier og lign. fra Bayern til
gardasøen. Og med stigninger der er værre end alpe Dhuez og Galiber. Så ferie
er måske så meget sagt men en oplevelse for livet. Hvis det har interesse kan
du checke deres hjemmside
www.mtb-fahrtwind.de Det er helt vildt.
med venlig hilsen Michael Højrup
|
Gæstefortællinger