Som ivrig Tour de France entusiast har jeg set alle de store stjerner lide på Alpe d'Huez og altid syntes at det kunne være en stor udfordring at bestige dette bjerg på to hjul.
Min cykelerfaring har jeg fra min tid som triatlet med to ironman, samt nogle motionscykelløb herhjemme, Sjælland Rundt og Skjoldenæsholmløbet samt to løb i Belgien "Liegé -Bastonie-Liegé" og "Claude Criquielion".


Forberedelserne
Forberedelserne til La Marmotte var at cykle godt 5.000 km. samt at køre motionscykelløbet Århus-København.
Ved Århus-København var mit mål at køre i top 100. For at dette skulle lykkes valgte jeg at køre sammen med en gruppe på 8 mand fra Holbæk.
Løbet startede da også fint ud af Århus med et snit på 40 km/h, men efter ca. 20 km. tabte jeg mine dyre Orkley briller til 1.700 kr. og i et split sekund overvejede jeg at glemme alt om briller - men vendte om.
Dette kostede mig følgeskabet med drengene fra Holbæk, og selvom jeg prøvede at hente dem over de næste 10 km, lykkedes det ikke, da de stadig kørte omkring de 40 km/h.
Da alle de grupper jeg kom op til kørte meget langsommere end jeg, måtte jeg køre alene i håb om at hente de andre ved Nyborg.
 

Ved ankomsten til Nyborg (Helt smadret) var der ikke et øje at se. Godt negativ spiste jeg noget mad og tog bussen over broen.
Fra Korsør til Ballerup kørte jeg alene hele vejen og var rigtig godt brugt, men set i bakspejlet var jeg godt tilfreds. Mit mål var nået med en placering som nr. 99 i tiden 11.08.45 hvilket var et snit på ca. 32 km/h incl. pauser.

Begge mine knæ var helt flade. De plejer at komme sig rimeligt hurtigt, men ikke denne gang. Det højre knæ blev ved med at gøre ondt og med kun en måned til La Marmotte, var forberedelserne ikke de bedste. Jeg fik nogle behandlinger af en fysioterapeut, som hjalp lidt, men jeg kunne stadig mærke knæet, når jeg kørte intervaller.


La Marmotte
Den 4 juli, kun 2 dage før løbet, kørte Carsten Graff og jeg af sted til Sydfrankrig. Efter 18 timers kørsel stod vi på toppen af Alpe d'Huez i det bedste solskinsvejr. Vi spiste morgenmad og fik udleveret vores startnummer. Derefter kørte vi til vores hotel som lå i La Grave ca. 30 km. fra Bourg d'Oisans. På hotellet fik vi en hurtig lur.
Resten af eftermiddagen brugte vi til at rulle en lille tur op af bjerget. Ca. 5 km. bare for at se om gear og cykel var i orden.
Aftensmaden blev indtaget på hotellet, hvor vi diskuterede hvor meget vi ville komme under 8,49 som var guld tiden i vores aldersklasse. Mætte og ved godt mod gik vi seng.

Det første jeg hørte da jeg vågnede kl. 5.00 var en bil som kørte forbi udenfor med en yderst ubehagelig lyd af sjask våde dæk. Jeg røg ud af sengen bare for at konstatere, at det stod ned i stænger. Morgenmaden blev indtaget i en noget misfornøjet stemning, mens vi prøvede at se det positive i, at "så blev det nok ikke så varmt".

Ud i bilen og af sted helt frem til start stedet, hvor der var et vildt kaos, med ryttere som var totalt gennemblødte. Mens vi sad i bilen var det store spørgsmål, om hvilket tøj vi skulle tage på. Jeg valgte at køre i korte bukser med kortærmet trøje med løse ærmer og min vindvest. Overtræks-skoene blev i bilen. Vi ventede med at stige ud af bilen til ca. 5 min før start, men efter 30 sekunder var også vi gennemblødte.
 

Starten gik kl. 7.15 men da der var ca. 5.000 ryttere som skulle samme vej, cyklede jeg over startstegen kl. 7.24 - og så var cykelløbet i gang.


Col de la Croix de Fer
 

De første 7 km. var helt flade og det gik rigtig stærkt med 45 km/h. Det holdte dog kun lige til vi ramte dagens første bjerg som var Col de la Croix de Fer. Ned på den lille klinge, min gearing var 39/27 hvilket jeg hjemmefra mente var tilstrækkeligt. Problemet var bare, at efter ca. 1 km af opstigningen, så var der ikke flere gear at give af, så resten af dagen stod menuen på 39/27 når det gik opad. Der var ca. 30 km. til toppen af Croix de Fer. På vej op var der mange ryttere som allerede var vendt om og det gjorde det meget besværligt at cykle op med modkørende ryttere, samt biler som ville overhale bagfra. Min plan var, at køre med en max puls på 166. Dette var meget svært, for bare jeg rørte pedalerne, så var jeg helt oppe i det røde felt. Så jeg måtte hele tiden prøve at holde igen, hvilket er meget svært, når man føler sig rigtig frisk og hele tiden bliver overhalet.

Min erfaring siger, mig dog at hvis du forcerer i starten, kommer du til at betale det mange gange tilbage senere på dagen, så jeg holdte mig til min plan.
Endelig var jeg på toppen. Nu skulle der køres ræs ned af - troede jeg!. Men det regnede stadig meget kraftigt, så vejene var fulde af vand og grus, og var selvfølgelig meget glatte.

Denne nedkørsel var den værste jeg nogensinde har oplevet på en cykel. Jeg kører normalt meget stærkt ned med en hastighed omkring 80 - men ikke her. Det der skete var, at efter at have passeret toppen, accelererede cyklen som en raket. Det første hårnålesving var meget skarpt - Et meget kraftigt tryk på begge bremser, uden at der skete en skid (cyklen røg bare videre) og med hjertet helt oppe i halsen og hvide knoer, lykkedes det mig at få cyklen rundt i svinget. Hvordan ved jeg ikke. Det næste der så skete, var at jeg lempede lidt på bremsen og cyklen accelererede igen helt vildt. Så med disse erfaringer måtte jeg hele tiden pumpe bremsen for at holde farten nede.
Efter første sving skete der en helt utrolig nedkøling af kroppen. Det startede med, at jeg slet ikke kunne mærke mine fingre. Efter andet sving begyndte jeg at klapre tænder. Efter tredje sving ryster kroppen så meget at jeg frygtede at ryge af cyklen. Det eneste jeg tænke på var, hvordan jeg kunne komme ned fra dette helvede og hjem, for dette her var godt nok alt for farligt, men på en eller anden måde lykkedes det mig at komme længere ned hvor temperaturen steg. Nu sad jeg bare og håbede på, at det ville gå op igen således at jeg kunne få varmen. På vej mod byen St. Jean Maurienne ramte en meget tæt tåge os med en sigt på ca. 10 m. men også denne blev besejret og vel nede i bunden, var der ca. 14 km. til starten af Col du Telegraphe.

Med tanke på endnu en ubehagelig nedkørsel, overvejede jeg hvordan jeg kunne komme hjem. Problemet var bare, at man ikke kunne cykle på tværs i bunden af bjergene, og der var kun en vej; enten frem eller tilbage, og da jeg ikke havde penge til en taxa, så var der kun én ting at gøre, nemlig at cykle videre.


Telegraphe og Galibier
Fra bunden af Col du Telegraphe til toppen af Col de Galibier er der 36 km. hvor det bare stiger og stiger til toppen på Galibier i 2646 m.
Selvom dette lyder meget voldsomt var det en lettelse at få varme i kroppen. Nu betød det heller ikke noget at det stadig regnede, bare det ikke gik ned af. Min plan var at stoppe på toppen af Galibier for at tanke lidt op. Mit første og eneste stop på hele turen.
På vejen op af Col du Telegraphe gik det bedre og bedre, men jeg kunne godt mærke at det ikke var vant terræn. Mine 85 kilo var bestemt ikke nogen fordel, men af sted det gik, på laveste klinge med en fart på 10 til 12 km/h.
Efter Col du Telegraphe er der et stykke hvor det ikke stiger så slemt. Det var helt rart at kunne orientere sig lidt, og nyde synet af et stort 4 hjuls cross stævne, som vi passerede. Som trøst kunne jeg glæde mig over, at de var meget mere beskidte end jeg.

Nu var jeg på opkørslen til Col de Galibier, dagens højeste bjerg på 2640 m. Frem til trægrænsen kørte det helt fint. Jeg kunne holde pulsen i ro og syntes at det hele så lidt mere lyst ud.

 

Temperaturen er også stigende. Men for enden af dalen svinger vejen skarpt til højre over et vandfald, og her begynder alvoren igen. 10% stigning - 8 km til toppen! Jeg prøvede at stå op, men pulsen steg med det samme. Meget svært at finde en rytme på den første km., da jeg syntes at mit gear var alt for tungt, hvilket jeg tydeligt kunne mærke i mine knæ. Men stille og roligt arbejdede jeg mig mod toppen. 2 km. fra toppen mødte jeg en anden dansker, som jeg talte lidt med. Jeg må sige at han var noget mere optimistisk end jeg, for som han sagde; "nu er vi snart hjemme". Det forstod jeg ikke en dyt af, for så vidt jeg vidste, var der over 70 km. hjem. Men "nu skal vi bare over toppen og så op af Alpe d'Huez, det kan vel ikke være så svært", mente han. Hans syn på de strabadser der lå forud, hjalp mig virkelig.

Alpe d'Huez er ikke et hvilket som helst bjerg!
På toppen af Galibier stoppede jeg og spiste en banan og fyldte mine tomme flasker. Op på cyklen med en powerbar i hånden, der var jo ingen tid at spilde. Det var for øvrigt også alt for koldt at stå der på toppen. 1°C. Der er næsten altid modvind hele vejen ned fra Galibier, og denne dag var ingen undtagelse. Det passede mig nu helt fint, da jeg så kunne træde i pedalerne uden at cyklen accelererede helt vildt. Nu var der 56 km. ned til bunden af Alpe d'Huez, og da det stejleste stykke af nedkørslen var overstået, var det bare op på den store klinke og hold fest hvor det gik! Det var også så småt holdt op med at regne og nu kom mine 85 kg mig til gode. Der blev kørt ræs ind imellem autocampere og lastbiler, og igennem tunneler, hvilket var ved at gå helt galt, da jeg kørte med solbriller. Ved det første møde med en tunnel kom jeg fra det stærke lys og ind i mørket, så inden jeg nåede at få mine briller af, røg jeg ned i et stort hul i vejen. Men til al held lykkedes det mig at redde situationen.

Vel nede ved bunden af Alpe d'Huez var der rigtig gang i den med en masse glade og tilråbene tilskuere.
Nu var der "bare" 13 km. og 21 hårnålesving tilbage. Men fy for den da, Alpe d'Huez er ikke et hvilket som helst bjerg!. Nu var solen kommet frem og det blev rigtig varmt, så efter ca. 1 km. måtte jeg stoppe op for at tage de løse ærmer og vindvesten af. Hjelmen hængte jeg på styret. Så var jeg klar. Problemet var bare; hvordan starter man midt på en 13% stigning? Jeg var nødt til at dreje cyklen på tværs af vejen og derefter op på cyklen. Ved tredje forsøg lykkedes det.

Nu var mine knæ så smadrede, at jeg kun kunne stå op på cyklen. En ny taktik blev lagt: nemlig at stå op og kun sidde ned i hårnålesvingene og drikke lidt væske. Hvilket lykkedes. Ved at køre helt ude ved kanten. Godt jeg ikke har højdeskræk.
På de sidste 10 km. var der skilte med hvor mange km. der var tilbage. Dette var både en stor hjælp men også meget irriterende, for ved hvert skilt jeg passerede, begyndte jeg straks at se efter det næste.
Jeg kunne se rigtig langt op af bjerget, men bare ingen skilte. En km. på Alpe d'Huez er rigtig lang. Nu begyndte mine hænder også at gøre ondt, af hele tiden at stå og trække i styret. Jeg prøvede at tænke på hvor dejligt det ville blive at komme i mål, men det var meget svært at tænke på andet end smerte.

 

Alpe d'Huez

De sidste 3 km. var bare lede og virkelig en kamp om, bare at holde gang i cyklen. På den sidste km blev jeg overhalet af en rytter, som kunne have været min oldefar. Det fik lige tankerne i gang og en spurt blev sat ind udenom oldefar - og målstregen var i sigte. Dette gav fornyet kraft - og glad, men meget træt, krydsede jeg målstregen i tiden 9.49.25 og 5000 højdemeter rigere.
Jeg får altid en rigtig slem kvalme, når jeg kommer i mål efter at have brugt min krop fuldt ud, så jeg måtte sætte mig på en bænk og prøve at få kroppen i ro. Efter en halv time kunne jeg bevæge mig rundt og få en masse væske og føde. Jeg fik stolt udleveret mit diplom og efter en time på toppen af Alpe d'Huez, følte jeg mig frisk nok til at cykle ned.
Det tog mig 1.35t at køre op ad Alpe d'Huez. Nu ville jeg se hvor hurtigt jeg kunne komme ned. Hen til kanten et tryk på pulsuret, og ud på møtrikken og juhu hvor det gik, hele vejen ned. På vejen mødte jeg en masse ryttere på vej op. Den ene med et mere smerteligt udtryk end den anden.

Vel nede i bunden, et tryk på pulsuret - 18 min. tog det at komme ned.
Nede ved bilen ventede Carsten og vi fik mere væske og mad. Det var som om kroppen bare ikke kunne få nok. Om aftenen blev vi på hotellet og spiste en rigtig dejlig middag, hvor vi gjorde status over dagens løb. Vi var begge meget glade for at have gennemført. Det blev ikke til guld tid men sølv tid og vejret taget i betragtning var vi godt tilfredse. Af de ca. 5.000 deltagere der stillede til start, var der kun ca. 2.200 som gennemførte. Her skal det lige nævnes; at her stiller man ikke til start hvis man ikke er i form.



Vi var begge enige om at det absolut ikke var sidste gang vi kørte dette fantastiske løb. Utroligt så hurtigt man glemmer hvor hårdt det var!
Jeg kan varmt anbefale dette løb. Det er utroligt hårdt, men med den rigtige træning kan det lade sig gøre. Husk man kan ikke gemme sig på et bjerg! Her får man intet foræret - kun med egen vilje og moral kan dette gennemføres.

Nu står vi der snart igen D. 03-07-2004 kl. 7.15. Denne gang håber jeg bare på lidt solskinsvejr!




Lars "LG" Graff