Følg med i min historie fra årets løb (mon ikke jeg får den afsluttet i år?)

Vores sommerferie var som de tidligere år planlagt til at starte i Bourg d'Oisans ugen før løbet, men sådan skulle det ikke gå, da en pludselig mulighed for at besøge USA lavede om på alle arrangementer. Klubturen til Alsace i dagene op til Grundlovsdag kunne ikke aflyses, så turen til "Den Nye Verden" måtte nødvendigvis gøre indhug i campingferien sydpå, der dermed blev kraftigt decimeret. Da det kom til stykket, orkede vi ikke at slæbe campingvognen til "alpen" for blot en uge. Plan B kom i brug. Min kone Mette blev hjemme på jobbet, mens min datter Anja (nu 18 år) og jeg tog et smut til Frankrig. Efter fyraften onsdag d. 2. juli pakkede vi bilen med cykel, telt o.s.v. og drog hjemmefra kl. 21,15.
 

Torsdag d. 3/7
Turen gennem Tyskland gik fantastisk godt. Der var ingen trafik, og vores Citroën C5 Tourer  gjorde det fremragende. Hvilke køreegenskaber. Morgenmaden indtog vi på en servicestation i Frankrig og nøjagtig 15 timer efter starten i Albertslund ankom vi til camping A la Rencontre du Soleil i Bourg d'Oisans. Målt mod vores normale 27 timers transport med campingvogn var turen ganske kort. Vejret var ikke specielt godt denne dag. Regnen der var startet sidst på natten, blev trodsigt ved, så teltet blev rejst i småregn. Midt på eftermiddagen fik vi lidt ophold i væden fra oven, og cyklen blev samlet. Klokken 15,20 fik vi besøg af Mona, Inge-Lise, Jan og Claus - 4 Haslev ryttere der samme dag havde indlogeret sig på VeloTours hotel i Alpe d'Huez. Vi havde aftalt et lille cykeltogt op af "alpen" for at afprøve materiel og form. Vi fik en god tur på bjerget, selvom regnen snart væltede ned igen. Nedkørslen foregik også mens himmel og jord stod i et med både torden og lynild. Gennemblødt var det dejligt at erfare, at Anja betænksomt havde efterladt håndklæde og skiftetøj, inden hun var kørt af sted i bilen. Aftensmaden indtog vi på campingpladsens restaurant. Efter middagen stod den på kortspil i teltet, mens tordenen sørgede for den akustiske underholdning. Kræfterne var nu sluppet op, og vi gik tidligt i seng. Sov godt.

Fredag d. 4/7
Efter nattens regnvejr var skyerne ved at lette, da vi stod op. Da solen hen på morgenen nåede op over bjergtoppen bag campingpladsen, tørrede alt hurtigt, og der blev dejligt varmt. Traditionen bød, at fredagen skulle indeholde nummerafhentning og frokost på toppen af bjerget, så 11,45 blev bilen startet, og Anja fik sin ilddåb i bjergkørsel blandt et væld af cykellister og biler. Det gik rigtigt fint, og jeg kunne nu med sindsro bede om afhentning på bjerget, hvis en krise eller uheld skulle gøre det nødvendigt på løbsdagen. Vi nød nogle dejlige timer sammen med et udpluk udsendte fra Haslev Cykelmotion. Vel nede af bjerget skulle cyklen og psyken lige have et eftersyn. Dæk og fælge blev tømt for vand efter gårdsdagens vandgang og cyklen var snart o.k. Dog var jeg nu uden information om puls og højdemeter, idet min Garmin Edge 305 havde opgivet livet. Enheden tændte og slukkede o.k., men skærmen var gået i sort. Nok også en følge af regnvejret. Underligt at en producent af et sådant produkt mener, at cykling kun foregår i tørvejr. Psyken var også i balance. Efter en sidste måned med blot 130 km på cykel var jeg klar over, at rekorder blev der ingen af, men jeg følte mig sikker på revanche efter sidste år, hvor jeg af frygt for kollaps (hedeslag) vendte om på opstigninger til Alpe d'Huez. Afklaret omkring forventningerne til løbet stødte jeg til Anja, der var gået i forvejen til poolen. Vi nød den sidste sol inden vi endnu en aften gæstede pladsens restaurant. Der var igen plads til lidt kortspil inden dynerne kaldte. Lidt larm på pladsen - unormalt på dagen før løbet - gjorde, at vi ikke fik ro før ca. 22,45, men til sidst kom søvnen da på besøg.

Lørdag d. 5/7
For tolvte gang stod jeg nu til start i dette store motionsløb. Hurtig er jeg aldrig blevet, men erfaring har jeg da efterhånden høstet. Det var en lun morgen, så det tegnede til en noget varm dag. Starten gik kl. 7,00 og 5 min senere kørte jeg over stregen sammen med Jan og Claus. Desværre var Jans kone- Mona - ramt af en skade, så hun stillede ikke op, men måtte nøjes med stemningen i målområdet senere. Surt og synd efter måneders ihærdig træning. Normalt er jeg blandt alle de, der drøner af sted med alt hvad kroppen formår, men i år tog jeg det mere afdæmpet, så vi tre kunne følges lidt ad. Efter det første flade stykke begyndte vi opstigningen sammen, men blev dog væk fra hinanden inden Glandon, som jeg passerede uden depot besøg. Jeg havde stadig rigeligt med drikke til at kunne nå drikkedepotet på Col du Telegraphe. Nedturen fra Glandon er stejl og flere steder smal. Jeg kørte hurtigt med respekt for faren. De mest ihærdige der kørte alt for tæt på, fik plads til at passere, men ellers er nedkørslerne mit domæne, hvor jeg indkører lidt tid. Jeg nyder farten, og befinder mig godt. Hav respekt men vær ikke bange. Frygt skaber nervøse og farlige ryttere, der vælger unaturlige spor ned af bjerget.
Solen havde bagt fra en skyfri himmel under både opstigning til og nedkørsel fra Col du Glandon. På transportstykket (22 km) i dalen dukkede der en smule dis op, der tog toppen af temperaturen. Jeg lå i et lille felt hvor tempoet passede rigtigt godt. Nogle ryttere der satsede og troede på egen styrke, blev kørt ind igen kort før St. Michel du Maurienne. Turen op til Col du Telegraphe gik også rimeligt godt. Mine noget afdæmpede ambitioner i år medvirkede til, at jeg ikke lod mig stresse af langsomt tempo. Toppen blev passeret, og den korte tur ned af bjerget til Valloire var snart en saga blot. Valloire er om vinteren et populært skisportsted i kraftig udvikling. Der bygges meget for at give plads til de vinterglade turister. Stigningen ud af byen er slem med 8% stigning straks. Så mindskes stigningen og vejen stiger jævnt op gennem dalen. Kræfterne var efterhånden ikke så mange, og jeg nød faktisk et lille hvil allerede før vanddepotet ved broen over floden. Ved depotet gik jeg ligeledes rundt og samlede kræfter og mod før de sidste 8 kilometer mod passet Col du Galibier. På cyklen igen havde jeg snart overstået de første 2 kilometer, og manglede "kun" 6. Det fejrede jeg med endnu et lille ophold, mens jeg kiggede på de lidende ryttere, der stred sig forbi. Et stykke længere oppe var fristelsen til en lille gåtur med cyklen for stor. Mens jeg gik der, og havde det en smule hårdt, kom Jan op til mig bagfra. Han var også godt stegt, og vi nød spadsereturen sammen nogle hundrede meter. Så tvang Jan mig på cyklen og hans stædighed hjalp mig til toppen. Jeg var på disse sidste kilometer mod Col du Galibier helt sikke på, at jeg ikke senere ville begynde opkørslen til Alpe d'Huez.
På nedkørslen fulgtes Jan og jeg, og vi skiftedes til at presse hinanden lidt. Som flere gange før vendte kræfterne og troen på succes tilbage på vejen mod Bourg d'Oisans, så da vi gjorde holdt ved Anjas danskerdepot ud for campingpladsen, var vi  fulde af lyst til bjerget. Det blev en lang tur op til målet, men til forskel på Galibier var det nu mig der sad med overskud, og kunne hjælpe Jan igennem trængsel tiderne. Mona ventede trofast ved rundkørslen lige før målstregen og kunne snart lykønske os i målområdet.

Epilog:
Det lader åbenbart til, at der altid kommer et eller andet i vejen i min forberedelse til løbet. Noget der klart har indflydelse på mit tidsforbrug, men sådan er det jo nok for alle. Jeg brugte i år 10 t. 34 min. og dermed en af mine dårligere optrædener - pyt jeg tager revanche næste år. På vej ned fra Alpe d'Huez mødte jeg Claus, der kæmpede sig opad. Han gennemførte igen i år - flot.
Nede på campingpladsen fik Anja og jeg os en time på ryggen, før teltet blev pakket ned. Et bad og middag på restauranten blev det også til, før vi kørte hjem til Albertslund, som vi nåede 88 timer efter, vi var taget hjemmefra.

På gensyn i 2009

Henrik Tornøe