Efter mit første gulddiplom i 2005, var planen klar. Løbet i år skulle køres i guld tid. Denne gang bare af den "rigtige" rute over Col de la Croix de Fer. Under Jens Käsler's præsentation af "Velotours" 2006 program blev jeg lokket af et test- / træningsprogram fra "Aimhigh". Rune Larsen, der tegner firmaet, tilbød test og personligt træningsprogram. Her var værktøjet, der skulle hjælpe mig med at opnå mit mål. I december blev jeg testet, og der var plads til forbedring, som Rune udtrykte det. Gennem hele vinteren trænede jeg flittigt efter de skemaer, jeg modtog fra "Aimhigh" hver 4. uge, og formen kom så småt. Den sædvanlige formkurvetest i "Grejsdalsløbet" forløb fint. Ikke bedre end min bedste tid, men jeg "hang" ikke på bakkerne som tidligere, så humøret forblev i top. I slutningen af maj var jeg sammen med cykelklubben på træningsur til Alsace. Dejlig tur med masser af småbjerge og god stemning. Alt i alt syntes jeg mig godt forberedt, og glædede mig til at prøve kræfter med alperne. Så skete det. Al forberedelse blev på et øjeblik ødelagt. Et alvorligt styrt - dog uden brækkede lemmer - i starten af juni resulterede i, at jeg på de sidste 5 uger før "La Marmotte" kun opnåede 300 kilometer på cykel. Skidt afslutning på en ellers fin forårstræning. Målsætningen var nu ændret. Gennemførelse af løbet og et comeback i "Ötztaler Radmarathon" i slutningen af august. Min kammerat Jan, der også havde fulgt træningsprogram fra "Aimhigh", øjnede nu en chance for at knuse mig i de franske bjerge. I øvrigt viste det sig senere, at årets rute igen gik over Col du la Glandon.

Lørdag d. 8/7
Vækkeuret varslede en ny dag kl. 4,50. Lidt slumren blev det til, før jeg stod op et kvarter senere. Et solidt morgenmåltid blev indtaget hvorefter jeg besøgte toiletbygningen et par gange før jeg iførte mig dagens påklædning. Det tegnede til en fin dag uden nedbør, så jeg besluttede mig for korte bukser, svedtrøje i netmodel uden ærmer, kortærmet cykeltrøje, en tynd gennemlynet vindvest uden ærmer samt løse ærmer. Dette udvalg gør det muligt at kombinere så man ikke så nemt koger over på vej op af bjerget og samtidigt er nogenlunde beskyttet på de kølige nedkørsler. kl. 6,15 ankom resten af dagens team - Jan og hans bror Claus. Det obligatoriske morgenbillede blev taget hvorefter vi trillede til startområdet. Vi var igen i år kommet i en af de forreste startgrupper, så vi havde fint udsyn til startportalen. Det var en forholdsvis lun morgen, så ventetiden blev ikke plaget af rysteture. Tiden går hurtigt i hyggeligt selskab, snart var kl. 7,15 og løbet blev skudt i gang. Selv om jeg forsøgte at holde sammen på vores store 3 mands hold, viste det sig hurtigt at både Jan og Claus søgte egne veje. Væk var de i hvert fald. Selv om farten traditionelt er rimelig høj på de første flade kilometer oplevede jeg ingen farlige situationer. Rytterne i feltet var flinke til give tegn til hinanden ved skift af spor og forhindringer på vejen. Musklerne blev varmet godt igennem, før vi nåede til foden af første bjerg - opstigningen til Col du la Glandon. Grundet det store deltagerantal er der en vis trængsel - specielt på det første bjerg. Feltet skal trækkes ud, og hver rytter skal finde sin plads. Der er mange overhalinger inden de hurtige fra bageste del af feltet har kørt sig frem. Jeg havde en rimeligt afslappet tur op af bjerget, men blev alligevel glædeligt overrasket da Claus i fin fart  pludselig passerede mig. Lidt stolthed har man vel, så jeg følte mig tilskyndet til at tage hans hjul i forsøg på at hænge på. Det lykkedes, og jeg lod mig trække opad et par kilometer. Måske havde Claus alligevel oversatset, for lidt senere faldt han igen tilbage. Jeg fortsatte, og ankom til Col du la Glandon (1924 m.o.h.)  2 timer 09 min. efter jeg passerede startstregen. Det svarede til et tidstab på 3 min. i forhold til sidste år. O.k. set i lyset af mine ambitioner med årets løb. Der var som altid trængsel i depotet. Folk stod tæt, og havde svært ved at komme frem. Jeg sansede ikke, at der måske var anderledes på toppen end tidligere. Da det ikke var min mening at stoppe op (jeg havde rigeligt med væske i flaskerne), masede jeg mig igennem det fyldte depot. Jeg endte ude i siden, hvor der var lidt flow. Dog kom jeg ikke mange meter før jeg sammen med de andre ryttere blev stoppet af en håndfuld uniformerede gendarmer. De sørgede effektivt for, at det var umuligt at komme forbi. En rytter forsøgte at smutte forbi på græsset. Han valgte at overhøre gendarmens venlige henstilling om at blive bag afspærringen og fortsatte. Dumt gjort, for i næste øjeblik flåede gendarmen cyklen til sig med et fast greb i sadelpinden samtidigt med at han pegede på sit "GENDARMERIE" logo. Jeg havde set nok, og valgte at afvente i fred og ro. En ambulance med tændt sirene ankom til toppen og pressede sig igennem mylderet.  Kort efter briefede en gendarm os. Der havde været et alvorligt styrt på nedkørslen, og vejen var spærret lidt længere nede. Planen var at slippe os fri i ganske små grupper, så snart det var muligt at passere ambulance og redningsfolk på stedet. Ikke længe efter var jeg på vej ned af bjerget. Det varede ikke længe før jeg nåede ulykkestedet. Nogle ryttere var styrtet ud over kanten, og havde ramt vejen længere nede. De var slemt tilredt. Synet af dette lagde en fornuftig dæmper på min lyst til at race ned af bjerget, så jeg fortsatte med moderat fart. Det var desværre ikke alle, der havde fået gang i hjernecellerne. Længere nede af bjerget passerede jeg endnu er uheldig rytter. Ved udgangen fra et sving havde han taget turen gennem bondens ståltrådshegn, og lå nu blandt de store sten på marken og fik behandling af en sameriter. Jeg fortsatte de sidste kilometer til Sainte Marie de Cuines (420 m.o.h.) i dalen.
På det 22 km lange "transportstykket i dalen samles der altid nogle solide grupper af ryttere. Også i år sad jeg med i sådant et felt. Og selvom jeg i perioder "hang" lidt, gik turen til St. Michel de Maurienne (712 m.o.h.) rimeligt fint. Opkørslen til Col du Telegraphe (1570 m.o.h.)  starter straks efter et højresving i St. Michel de Maurienne. De 11 kilometer opad foregik (desværre) i et tempo, hvor det var muligt for fluerne at følge med. Rimeligt irriterende hele tiden at have en flok af disse dovne insekter omkrig sig. Dovne fordi de konstant skulle lande på mit hoved for gratis, at blive transporteret op af bjerget til næste mødding. Fluerne var ikke det eneste irriterende element på bjerget den dag. 3 italienske ryttere plaprede løs, så det var en pestilens. Jeg måtte virkelig slide i det for ikke at vælte af cykelen p.g.a. lav fart. Så det var lidt anstrengende, at andre havde overskud til en endeløs konversation. Heldigvis formåede de til sidst at køre fra mig. Egentlig gik turen op til Col du Telegraphe meget fint, selvom jeg også her satte tid til i forhold til mit rekordår 2005. På toppen genmonterede jeg min hjelm, som havde haft midlertidigt ophold i min rygsæk under opkørslen. De 5 kilometer ned til Valloire (1430 m.o.h.) lader ikke mange batterier op, så som det altid har været for mig, tog jeg fat på dagens 3. bjerg med lidt møre ben. Col du Galibier (2642 m.o.h.) var i 2006 "turens tag" både i "La Marmotte" og "Tour de France". Så ingen tvivl - det er et både legendarisk og virkeligt sejt bjerg. Turen op gennem dalen er fantastisk. Naturen bliver vildere og vildere, og man føler sig som menneske til sidst lillebitte. At man derudover bliver optisk snydt, gør kun oplevelsen større. Vejen synes at flade ud længere fremme, men det viser sig bare at være synsbedrag. Der er ingen kære mor - stigningen fortsætter ubarmhjertigt. Efter de første ca. 9 km drejes 180 grader til højre over floden med smeltevand. Her udvides strabadserne en smule. Rent faktisk tror man det er løgn. Vejen stiger stejlt mod himlen. Ikke 16 eller 20 %, men på dette tidspunkt og i denne højde er en jævn 11 % rigeligt til at tage lidt af modet. Jeg har prøvet det så mange gange, så jeg ved hvad der venter, men husker stadig tydeligt de første par år. Selv om jeg nyder godt af min erfaring i løbet, ville jeg nu godt bytte lidt viden med styrke. De sidste 8 kilometer er knaldhårde og kræfterne ebbede efterhånden ud. Du tænker måske - 8 km, hvor svært kan det være?, men det betyder ca. 1 times anstrengelse for mig. Toppen nærmede sig dog til sidst, og stående i pedalerne gav jeg fotografen et smil, mens jeg passerede. Han havde ikke behøvet det store tekniske udstyr. Der var ingen, der på dette tidspunkt kørte med en fart, der kunne true skarpe billeder. De sidste 1000 meter og så var toppen nået. Her indtog jeg en powergel, iførte mig vindvest, løse ærmer og hjelm. Så begyndte jeg nedkørslen.
Det øverste stykke er meget stejlt med skarpe sving, så den fysiske anstrengelse fra turen op, blev nu afløst af stor koncentration og køreteknik. Jeg har altid nydt turen ned af bjergene, men føler alligevel, jeg kører med respekt for faren, der er forbundet med farten. En risiko man skal være opmærksom på, er det jeg kalder "fartblindhed". I takt med øvelsen og erfaringen er man tilbøjelig til at "glemme" farten. Man forholder sig til rytterne omkring sig, der kører med samme fart, og pludselig er bremselængden større end det stykke vej der er til rådighed. Adrenalinen mærkes tydeligt, når en lidt for stor kurve er nødvendig for at klare et sving uden styrt. Pas på fænomenet. De første 12 kilometer af turen ned af Galibier (til Col du Lautaret), er ud over brat fald og skarpe sving også præget af dårlig vejbelægning med mange huller og ujævnheder. Der skal her passes rigtig godt på vægtfordeling og balance. Kørsel over en dyb ujævnhed bliver let katastrofal under en nedbremsning med + 60 km/t. Kroppen giver nemt et lille "hop", hvilket forskubber balancen enormt. En observation der er god at huske på, når nedturen startes.
Photo Breton var som noget nyt i år, også repræsenteret på en nedkørsel. I en venstrekurve dukkede fotografen pludselig op. Et godt nyt initiativ der gør det muligt efterfølgende, at se sig selv i fuld fart ned af bjerget. Et kort stykke neden for Col du Lautaret lød der pludselig en kendt stemme. Mathias - en god bekendt til min datter Anja - hilste mens han kørte forbi. Overraskende idet han i min verden burde befinde sig meget længere fremme. Mathias er 19 år gammel, og har kørt "rigtigt" cykelløb i flere år. Dog er der i denne sæson lagt en dæmper på træningen til fordel for uddannelse. Dette har selvfølgelig haft indflydelse på styrken, og blev tydeligt afspejlet denne julidag. Jeg satte tempo på og lagde mig på hjul af Mathias. Vi indhentede snart et par ryttere, med hvem vi delte slidte mod dalen. På et tidspunkt - lige før det går opad kort før Le Freney - ønskede jeg Mathias god tur. Vi kørte nu i en gruppe på 10 - 12 ryttere og jeg var noget slidt. Jeg var derfor sikker på, at jeg ville være blandt de første ofre for stigningen. Andre var også møre, for det viste sig imidlertid, at jeg på stor klinge var i stand til at trække vores lille felt over stigningen. Fin oplevelse. Jeg svingede derefter som første rytter ud på dæmningen ved opkørslen til Les Deux Alpes. Efter dæmningen drejede vi til højre mod Le Freney. Herfra gik det et stykke op før dagens sidste nedkørsel. I dalen var vi så løbet helt tør for "medbakker", og der manglede dermed kun 5 kilometer flad landevej til Bourg d'Oisans samt de sidste 13 kilometer op ad Alpe d'Huez. Mathias og jeg blev begge modtaget af vores familier da vi ankom til Bourg d'Oisans. Efter en lang dag i solen stod de stadig klar med tørre trøjer og forfriskninger. Skønt. Jeg var hurtig klar til at køre videre, mens Mathias lod vente på sig. Måske var det bare et trick for at lulle mig i søvn. I hvert fald var der gevaldig fart på ham, da han først kom på cyklen. Rent faktisk var jeg "sat", inden vi nåede første sving.
Det var en rigtig slem dag på Alpe d'Huez. Solen bagte, og jeg var helt færdig, men i mål ville jeg. Jeg var vanen tro af cyklen et par gange på turen op, men kunne til sidst trille over målstregen, der i år var flyttet længere op i byen.

 

Epilog:
Løbet i år blev gennemført efter den revidere målsætning, der var nødvendig efter mit styrt. Jeg brugte i år 10 t. 23 min. på opgaven (incl. ophold i forbindelse med ulykken på Col du Glandon). På vej ned fra Alpe d'Huez mødte jeg Jan, der stred sig opad. Han havde som mange, mange andre ventet både på Glandon og Galibier og var derfor sat langt bagud. Uden denne forsinkelse var vi måske ankommet til mål sammen? Claus gennemførte også løbet i år - TILLYKKE.

Det vil være naivt at tro, at et så stort arrangement kan gennemføres helt uden uheld, men vi skal alle være opmærksomme på, hvor uheldsvangert et styrt kan være. At løbet køres med livet som indsats er ikke acceptabelt. Jeg vil derfor gerne til sidst minde alle om, at det er et motionsløb vi deltager i, og sikkerheden må betyde alt.

På gensyn i 2007

Henrik Tornøe