Målsætningen for 2005 var at forbedre mig i forhold til sidste år, som jo bød på svagere indsats i alt hvad jeg deltog i. Der måtte mere og bedre træning til, så i November 2004 kontaktede jeg derfor cykelklubben Ventoux med en ansøgning om medlemskab. Et medlemskab der dog først efter en længere prøvetid kan blive fuldgyldigt. Klubbens idé bygger bl.a. på et begrænset medlemstal for at sikre en god social ånd samt en minimumsalder på 40 år, så jeg følte stedet var rigtigt for mig. Jeg fik faktisk trænet rimeligt flittigt det meste af vinteren, så formen begyndte at melde sig. Desværre blev der et afbræk i formopbygningen. Jeg måtte midt i April gennem en operation for lyskebrok. Ikke en stor ting, men jeg havde mange smerter den første uge, og kunne først sidde på cyklen igen d. 30. April. Med 14 dage til start i Grejsdalsløbet havde jeg ikke de store forventninger, men grundformen fra før operationen viste sig at være o.k., og jeg gennemførte 167 km ruten væsentligt hurtigere end sidste år og kun 2 min. fra min bedste tid. Optimismen var til at få øje på. "Udfordringen" i Sorø plejer også at stå på mit løbsprogram, men blev i år ofret på bålet. Min datter Anja manglede en chauffør til Skælskør. Hun havde mulighed for nogle timer sammen med sin kæreste, der ellers bor i Jylland. Han var med cykelklubben på Sjælland for at deltage i løb. Jeg tog min egen cykel med i bagagerummet, og fik mig en rigtig dejlig tur i skønt forårsvejr. Som sidste år deltog jeg i "Sjælsø Rundt". Denne gang med min søsters mand Finn. Finn har i flere år fulgt min cykling fra sidelinien uden selv at have taget springet, men Finn besluttede dog for 2 år siden, at han en dag ville cykle op af Alpé d'Huez - måske blev spiren lagt, da vi i 2002 gik de 13 kilometer op af bjerget sammen. Da Finn er årgang 1950, og ikke har brugt meget tid på motion (i hvert fald ikke de 30 år jeg har kendt ham), må vi sige, han startede på et rimeligt lavt niveau. Sidste år fuldførte han dog 85 km Grejsdalsløb på en Centurion racercykel fra først i firserne med skærme og bagagebærer. Siden er der investeret i computerstyret spinningscykel og fornem Schrøder slope cykel med carbon her, der og allevegne. Begge er brugt flittigt med en flot, flot entusiasme, hvilket har resulteret i et tigerspring fremad på kondilisten. "Sjælsø Rundt 125 km" ville dog alligevel være Finn's første tur på over 100 km, så han var da lidt lidt spændt inden starten, som foregik i pænt regnvejr. Selv om det var en slidt Finn der senere på dagen krydsede målstregen, var der lagt en stor portion erfaring i rygsækken. Finn havde da i hvert fald lært at cykling i regnvejr ikke er så slemt, og at kriser kan overvindes.

Min træningsindsats blev på små 4000 km inden Juni var til ende. Jeg følte dog, at kvaliteten af træningen var en del bedre end tidligere. Træningsturene med cykelklubben Ventoux ender ofte med lidt cykelløb, hvor der skal trædes igennem for ikke at blive sat. Så selv om jeg med mine 44 år høre til i den unge ende i klubben, har jeg meget at lære om at køre hurtigt på cykel.

Fredag d. 1/7
Første feriedag og vi stod tidligt op. Som alle foregående år havde arbejdet taget al for meget af min fritid i dagene op til ferien, så der manglede en del i pakkeriet, før turen kunne starte. Min kone Mette havde dog gjort en brav indsats, så helt galt så det ikke ud. De sidste indkøb skulle også gøres. Højt på listen over vigtige ting var nye bremseklodser til cyklen. Min oplevelse med sliddet på selv helt nye klodser i regnvejr har gjort, at jeg altid stiller op i bjergløb med ubrugte bremser. Da de forskellige gøremål var til ende og campingvognen færdigpakket, drog vi sydpå. Med færgen fra Rødby kl. 15,45 og videre gennem Tyskland. Jeg havde forventet tæt trafik, men blev positivt overrasket over hvor let det gled. Min søn Morten er jo efterhånden en voksen mand på 18 år, så der var i år hjælp at hente med at køre. Dermed fik jeg lidt søvn sidst på aftenen og lidt i løbet af natten. Alligevel drejede vi fra ved Ettenheim i sydtyskland for at få et par timer på øjet i campingvognen.

Lørdag d. 2/7
Efter lidt hurtig morgenmad (der køres mere, end der holdes hvil, når familien er på vej på ferie) fortsatte vi sydpå. Vi kørte ind i Frankrig ved Mulhouse, og kunne der sætte tempoet lidt op på de fine franske motorveje med de mindre restriktive hastighedsbegrænsninger for påhængskøretøjer. Vi ankom til Bourg d'Oisans midt på eftermiddagen 25 ½ time efter vi forlod bopælen i Albertslund. Vi havde i år booket plads på campingpladsen "A La Recontre du Soleil". "La Cascade" som vi tidligere har benyttet, har fået for stor smag for Euro. Nu er det kun muligt at booke for min. 2 uger - i hvert fald i perioden omkring "La Marmotte". Vi fik ved ankomsten anvist et lækkert lille stykke jord, vi i de næste 8 dage kunne betragte som vores domæne. Nabogrunden var reserveret til mine søstre og deres mænd samt min ene niece - Nanna. Med andre ord ville Finn mandag befinde sig kun et par hundrede meter fra det bjerg der enten ville blive hans Waterloo eller triumf. Vejret var o.k. med lidt spredte skyer og en del blæst. Temperaturen lå dog en del under hvad vi er vandt til i byen. Lidt trætte oven på den lange køretur gik vi tidligt i seng.

Søndag d. 3/7
Dagen blev mest brugt til afslapning og familiehygge. Mette og jeg var en tur nede i byen, og kunne undervejs heppe på frontgruppen i cykelløbet "La Vaujany". Sidst på dage måtte jeg dog en tur op af "alpen" på cykel. Jeg brugte 1 t 12 min til at nå banneret i Alpe d'Huez. En skuffende tid, men kroppen fungerer aldrig optimalt dagen efter den lange køretur, så jeg tog det ikke så tungt.

Mandag d. 4/7
Vi har ferieret i Bourg d'Oisans siden 1998, men har aldrig gjort meget ud af at besøge det gamle Grenoble, så vi havde besluttet at i år skulle det være. Bevæbnet med kamera og andet turistgejl drog vi til Grenoble. Her stillede vi os i kø for at tage svævebanen op til et gammelt fæstningsværk, der ligger med udsigt over byen. Vi stod en rum tid, og køen bevægede sig kun langsom frem. Senere, da vi til sidst kunne overskue billetlugen og "æggeliftene", fandt vi ud af, hvorfor det gik så langsomt. Vi havde et øjeblik glemt, vi var kommet til Frankrig. Det må være det eneste sted i verden hvor en kapacitet på 36 personer pr. afgang, bliver afsendt med bare 6 personer. Ganske simpelt fordi manden ved lugen ikke er i stand til at overskue situationen og sende folk frem til kabinerne i rette tid. Bedre bliver det selvfølgelig heller ikke, når skoleveninder skal køre sammen med bestemte klassekammerater. Frankrig har nogle dejlige bjerge og et skønt klima, men indbyggerne er altså noget specielle. Vi kom dog endelig op til bastillien, som de er meget stolte af i Grenoble, men spild ikke krudt på det. Besøget var en jævn skuffelse, men så er det da prøvet. Bygningsværket er forsøgt restaureret, dog er dette gjort med moderne materialer og stemningen på stedet er dermed totalt spoleret. Vi har jo heller ikke istandsat Hammershus med glas, stål, polerede fliser og beton. På vejen hjem fra Grenoble handlede vi i supermarkedet Leclerc der var under kraftig ombygning. Bedst som vi gik mellem hylderne ringede telefonen. Det var Frode fra Norge. Han var snublet over min hjemmeside og havde spørgsmål vedr. kopi af licens / lægeerklæring. Svært at hjælpe når man står midt i Frankrig, men det var da hyggeligt at tale med en skandinav. Sidst på eftermiddagen modtog vi så vogntoget med min familie. De havde haft en drøj tur fra Stradsbourg. De havde kørt i kraftigt regnvejr hele dagen. Måske den samme lille byge som de havde trukket med. I hvert fald begyndte det at småregne i samme øjeblik de kom til "A La Recontre du Soleil". Vi var mange om at rejse forteltet, så kort efter ankomsten kunne vi alle slappe af. Nå ja - ikke Mette da hun sørgede for dejlig mad. Godnat.

Tirsdag d. 5/7
Tirsdag var der dømt afslapning og tennisspil. Senere på dagen cyklede Finn og jeg en tur op forbi Le Freney til dæmningen hvor opkørslen til Les Deux Alps starter. Det var en dejlig tur, selvom Finn bagefter bestemt ikke så mere positivt på sine chancer for at besejre Alpe d'Huez.

Onsdag d. 6/7
Jeg stod tidligt op for at forsøge mig på "alpen" igen. Denne gang gik det væsenligt bedre - især på det øverste stykke efter sving nr. 9. Tiden blev denne gang 1 t 05 min. Forbedring på mere end 7 min. og kun 1 min. fra mit bedste fra tidligere. Tilfreds trillede jeg ned af bjerget igen. Halvvejs nede mødte jeg et jagende felt på vej op. Cykelløbet "Le Prix Des Grandes Rousses" var i gang. Det er en form for enkeltstart på 40 km med 1600 højdemeter. Vel nede igen fik jeg lidt morgenmad inden et velfortjent bad. Eftermiddagen tilbragte jeg sammen med mine børn og min niece i trætoppene i "Adventure Park" ved byen Venosc. Iført kedeldragt, klatresele og sikkerhedsliner gennemførte vi de 3 baner med i højt humør. Det er bestemt sjovt for både unge og ældre. Desværre kunne Mette ikke deltage p.g.a. en dårlig ryg, hun havde medbragt hjemmefra, så hun måtte nøjes med at tiljuble os fra fra skovbunden. Efter endt klatring udførte de 3 unge et smukt bungyjump hver, fra et til formålet rejst 15 meter højt tårn.

Torsdag d. 7/7
Dagen var udset til Finn`s forsøg som bjergrytter. Oprindeligt var Finn´s målsætning at cykle op af bjerget uden pause, men realismen havde sneget sig ind på Finn. Der er forbandet langt op af det bjerg. Vi andre kunne alle se, at det pinte Finn med en ændring af planen. Så selv om en opkørsel skulle lykkes med indlagte pauser, ville Finn føle han indkasserede et lille nederlag. Følelser er en mærkelig størrelse. Man kan ikke styre dem, så det hjalp jo ikke vi tilkendegav, at et besøg i Alpe d'Huez på cykel er STORT, selvom man må tage et lille hvil på vejen derop. Under alle omstændigheder var Finn meget stille denne morgen - i koncentration om det forestående togt. Både Mette og jeg havde lovet Finn at følge ham på vej. Mette det første stykke, mens jeg ville tage turen hele vejen. Fotograferne i form af min søn og Finn's datter ville indhente os i bil på det sidste stykke. For at varme lidt op tog vi turen ud gennem dalen mod Venosc. Spændte på turen begav vi os op af det første stejle stykke kl. 10,30. Finn tog føringen. For at holde hans puls i ro, var det vigtigt, at det var i hans tempo turen foregik. Jeg måtte kun et par enkelte gange minde Finn om, at han skulle abstrahere fra de overhalende ryttere. Der er altid mange ryttere på vej op, og man bliver næsten uundgåeligt sat af bedre kørende. Mette vinkede snart farvel og ønskede held og lykke. Det ene sving tog det andet, og snart var vi ved La Garde i sving 16. Her aftager stigningsprocenterne lidt - til ca. 8,5 %. Finn havde fundet ind i en god rytme, og foreløbigt tegnede det fint. Lidt højere oppe får man en fantastisk udsigt over dalen, og jeg nød den i fulde drag. Finn stirrede i stedet frem for sig, og forsøgte ikke at kigge så meget op på det der ventede. Det betød, at Finn har fået et meget personligt forhold til hver en streg i den stiplede linie, der i højre side af vejen løber helt til toppen. Endnu flere sving blev lagt bag os, og vi var pludseligt i sving 9 - halvvejs oppe. Pludseligt - er nok ikke Finn´s fortolkning, men jeg synes jo turen var rigtig fin, og jeg var jo lidt imponeret af Finn. Sving 8, derefter sving 7 ved den spanske kirke. Skiltet ved Huez by, og et langt, ikke så stejlt stykke til sving 6. Det gik bare deropad, og vi havde stadig ikke gjort holdt. På stykket mellem sving 6 og sving 5 kommer de eneste 40 meter med vandret kørsel, men Finn nåede dårligt at nyde dem. Han var efterhånden godt brugt, men viljestyrken fejlede ikke noget, og han fortsatte stædigt. På vej mod sving 4 snakkede vi lidt om, hvad der ventede. Finn skulle indstille sig på et langt drøjt stykke mod sving 3, men når man det, er man så tæt på målet, at viljen nok skal gøre resten. Der var meget vind på bjerget den dag, så da vi passerede fotografen fra Photo Breton i sving 2, lagde jeg mig frem for at give Finn læ det sidste stykke. Fra sving 1 går vejen mod himlen, men også mod målet i Alpe d'huez. Finn klarede også dette stykke, og efter 1½ times hård cykeltur blev Finn´s drøm til virkelighed. Der er mange mennesker med en gammel dåbsattest, der kan køre på cykel. De fleste af dem har bare holdt noget ved lige, de altid har gjort. At Finn i en moden alder sætter sig et mål, laver en plan og gennemfører den på så flot en måde er stort. TILLYKKE Finn.

Eftermiddagen var reserveret til bjergklatring. Nanna, Anja, Morten og jeg var tilmeldt "Via Ferrata", der i sin enkelthed går ud på at klatre op af en bjergside - forsvarligt sikret til stålwire og bjergfører. Vi mødte vores guide i Alpe d'Huez ved 2-tiden. Vi kørte længere op ad bjerget, til vejen ikke var mere end et hjulspor. Her stod vi ud og blev iklædt klatresele og hjelm. Derefter vandrede vi ned af den rimeligt stejle bjergskråning. Vi synes, vi gjorde det godt, men den gamle fyr der førte an, skyndede alligevel på os et par gange. Til sidst stod vi dog for foden af en næsten lodret klippevæg, der ravede mere end 300 meter op. Så var det arbejdstid. Vi blev bundet sammen med et sikkerhedsreb og begyndte opstigningen. Hvilken oplevelse. Jo højere vi kom, jo flottere var udsigten til de øde bjerge. På et tidspunkt prøvede vi at læne os bagud over afgrunden. Sjov fornemmelse at hænge der i en stump reb og et par karabinhager. Vi var desværre snart ved toppen, og turen var forbi. Det blev til en tur på totalt 3½ time og "Via Ferrata" kan varmt anbefales. Det er bestemt ikke sidste gang, vi bider på den  turistkrog.

Via Ferrata 2005

Om aftenen spiste vores familier på campingspladsens restaurant. Her blev der serveret lasagne i rigelig mængde. I hvert fald så servitricen det som en udfordring at mætte min søn Morten med hans livret. Hun bar den ene portion ind efter den anden, og var en lille smule undrende over hvor det forsvandt hen. En god dag var til ende og vi gik tilfredse til ro.

Fredag d. 8/7
Så var det dagen før dagen. Jan, min kammerat som jeg de sidste år har deltaget i "Ötztaler Radmarathon" med, var ankommet til Alpe d'Huez torsdag eftermiddag. Vi havde aftalt at mødes ved nummerudleveringen oppe i byen fredag middag. Som passagerer i bilen havde jeg Finn og hans datter Nanna samt Mette og Anja. Finn ville gerne opleve stemningen, og et besøg hos Photo Breton for at se/købe billede fra torsdagens opkørsel lokkede også. På toppen mødes vi med Jan, hans bror og begges familier, og fik aftalt mødetid og -sted til lørdag morgen idet både Jan og hans bror Claus skulle deltage i løbet. Jan medbragte en dejlig Assos regnfrakke til mig. Vejrudsigten var ikke optimal for løbsdagen, så jeg var glad for nyerhvervelsen. Besøget hos Photo Breton resulterede i et rigtigt godt billede til Finn. I ventetiden på billedet fik vi en lille frokost med en flot udsigt til bjergtoppe omkranset af hvide vatskyer. I løbet af eftermiddagen var der tid til et cykeleftersyn. Jeg monterede nye bremseklodser og dæk. Kæden blev renset og smurt, og til sidst var alt i orden. Selvfølgelig er det vigtigst med gode ben, men ordentligt udstyr skader ikke. Det er under alle omstændigheder en fryd at køre på en veltrimmet cykel. Som de fleste andre i området den dag, indtog vi pasta til aftensmad - spændte på morgendagen.

Lørdag d. 9/7
Vækkeuret ringede kl. 5,00, og jeg var snart ude af fjerene. Efter lidt vand i hovedet fik jeg morgenmad, som bestod af pasta med en smule kødsauce. Cyklen kom ud af bilens bagagerum og hjulene pumpet. Så var det tid for et toiletbesøg. Der er altid trængsel i toiletbygningen om morgenen på løbsdagen, men det blev dog også min tur. Netop fordi jeg altid skal besøge toilettet mindst en gang før løbet, venter jeg altid til sidste øjeblik med at kravle i cykeltøjet. Det er mere praktisk på den måde. Kl. 6,00 var jeg så klar. Strategien var ændret en smule i år. For at spare tid undervejs, havde jeg besluttet at medbringe alt, jeg skulle indtage af føde på turen. Da vejrudsigten lovede regn / torden sidst på dagen, ville jeg også gerne medbringe en regnjakke. Det betød pladsmangel i lommerne på min cykeltrøje, så jeg pakkede en lille mulepose til at have på ryggen. Min proviant bestod af 10 stk. 100 ml powergel samt nogle få energibar. Ud over proviant medbragte jeg langfingrede vanter, regnjakke, telefon, deltagerkort med personoplysninger samt en stor sort plasticpose forsynet med huller til arme og hoved og afkortet i længden så den passede under en cykeltrøje. En sådan pose er en super løsning til en kold tur ned af bjerget. Den fylder intet i lommen, er nem at tage på, og kan hives i stykker når man rammer varmen i dalen. Man sparer dermed et stop og den tid det tager at pakke en vindvest/vindjakke af vejen. Muleposen havde også en anden funktion. Jeg koger tit over på opkørslerne når solen står højt på himlen, og selv om det ikke lige lå i vejrudsigten, kunne man jo aldrig vide. Tidligere har jeg haft hjelmen hængende på styret, men i år var planen at den skulle på ryggen, hvis det blev for varmt.
Lidt over kl. 6,00 kom Jan og hans bror Claus ned fra Alpe d'Huez. De havde haft en kold tur ned af bjerget. I tilgift havde Claus haft et lille uheld med en påkørsel af en sten i et af svingene. Umiddelbart var han sluppet med en forskrækkelse, og vi trillede til startområdet i godt humør. Selv om vi var tidligt på den, var der allerede fin trængsel. Da vi nåede frem til første skilt med sortering kunne vi konstatere, at skiltet var rettet fra nr. 6.000 - 8.000 til 6000 - 10.000. Der var altså mere end 8.000 tilmeldte. Noget af en flok. Vi kørte længere frem, og kom glat igennem de forskellige kontroller, der sørger for, at ryttere ikke "snyder" sig til en bedre startblok. Andre var ikke så heldige. Jeg så et kærestepar blive delt, da pigen havde et for højt startnummer til at komme i det forjættede land på den anden side af bommen. Årsagen var desværre, at pigen havde modtaget nyt startnummer gr. en defekt chip på sit oprindelige nummer. Forklaring til kontrolløren hjalp ikke. Selv om der er mange mennesker samlet, og alle er spændte på løbet, er der ingen skubben og masen. Der er tolerance og godt humør overalt. Tiden gik, og snart var der kun  5 min. til startskuddet. Det var på det tidspunkt Claus opdagede, at stenen han havde påkørt på vej ned fra Alpe d'Huez, have forårsaget en stor revne i hans fordæk. Cykelslangen bulede ud gennem revnen, og det var åbenbart for enhver, at det ikke ville holde hele dagen. Claus skyndte sig at flå dækket af og montere et lille stykke lærred på indersiden af revnen. Starten var en smule forsinket, så Claus nåede at blive færdig, før feltet satte sig i bevægelse.
Snart efter lød der sirener, og løbet var i gang. Vi ønskede hinanden god tur, og bevægede os mod start portalen. I kraft af vores rimeligt lave startnumre og vores tidligt fremmøde gik der kun 1½ min., før vi krydsede måtterne der registrerer chippen. Som altid var farten meget høj på de første ca. 10 flade kilometer, og vi var snart ved dæmningen, der udgør den første korte stigning. Efter dæmningen var jeg af cyklen for at lade vandet. Jan passerede mig uden at hilse (han så mig ikke). Efter en smule flad vej langs den opdæmmede sø og en lille nedkørsel, startede dagens strabadser for alvor. Nu var der ingen kære mor, og jeg koncentrerede mig om min egen kørsel, og lukkede alle de overhalende ryttere ude. Et stykke oppe overhalede jeg Jan. 20 kilometer efter start kommer man til byen Le Rivier. Her flader vejen ud, og jeg benytter altid lejligheden til at spise og drikke. Efter byen er der en stejl nedkørsel, der bliver afløst af en lige så stejl opkørsel - begge på ca. 12 %. Turen mod passet fortsatte, og jeg følte mig godt kørende. Det gik måske ikke så stærkt, men jeg synes tiden fløj af sted, og snart var jeg på toppen af Col du Glandon (1924 m.o.h.) - 35,7 kilometer efter starten. I år var Col de la Croix de Fer fravalgt gr. vejarbejde på nedkørslen. Forskellen bestod i 2 kilometer på toppen og 150 højdemeter. Til gengæld ville der blive 8 kilometer længere transportstykke i dalen. Så måske alt i alt status quo. Arrangøren havde i hvert fald ikke ændret i diplomtiderne. Jeg var på Col du Glandon efter 2 t 06 min. Har var tåget og koldt, så jeg begyndte straks turen ned. Vejen var meget smal med skarpe sving og brat fald, og der gik desværre ikke længe, før jeg passerede den første ulykke. Fyren lå helt stille med samarittere omkring sig. Synd at man ikke kan gennemføre sådanne arrangementer, uden folk kommer til skade. Inden jeg nåede dalen, havde jeg passeret endnu 2 tilskadekomne, for hvem løbet var slut. Byen Sainte Marie de Cuines er med sine 420 m.o.h. "turens bund", og jeg fandt jeg sammen med en lille gruppe til det flade stykke mod St. Michel de Maurienne, hvorfra opstigningen til Col du Télégraphe starter. Den lille gruppe var snart et stort felt på ca. 100 ryttere, der sled sig gennem dalen. Efter ca. 22 kilometers landevejskørsel med let stigning det meste af vejen, var det tid for bjerg nr. 2. Turen fra St. Michel de Maurienne til Col du Télégraphe (1570 m.o.h. - 93 km) er på 11 kilometer og 858 højdemeter. Jeg fandt igen min egen rytme, og glemte alt omkring mig. Turen op gik glat, med et enkelt lille stop ved væskedepotet få kilometer før toppen. Med denne påfyldning ville jeg være i stand til at nå Bourg d'Oisans uden yderligere stop, og derved spare tid ved trængslen i depotet i Valloire (1430 m.o.h.) efter nedkørslen fra Télégraphe. Hvis behovet opstod, kunne jeg altid få lidt væske ved det lille vanddepot, der er 9 kilometer før toppen på Galibier. Toppen blev nået efter 4 t 26 min., og der var nu tilbagelagt 93 kilometer. Jeg stoppede ikke, men kørte straks videre. Nedkørslen er kun på 5 kilometer, så jeg fandt det ikke nødvendigt at iføre mig vindbeskyttelse. 5 kilometer er ikke meget bevendt som restitution, så følelsen af brugte ben var til stede, da jeg forlod Valloire med kurs mod toppen af Col du Galibier (2642 m.o.h. - 115). Turen til toppen er på 17 kilometer. De første 9 kilometer er spiselige, men derefter bliver det en smule anstrengende. Det gik en smule bedre i år end tidligere, og jeg skar 4 min. af min hidtil bedste tid (målt mellem Télégraphe og Galibier). Måske ikke så meget, men alligevel noget der ville hjælpe mig i jagten på mit første gulddiplom. På toppen var jeg af cyklen et minuts tid, for at få min plasticpose på maven. Da jeg begyndte nedkørslen, havde jeg været undervejs i 6 t 29 min. Jeg havde med andre ord 2 t 46 min til min rådighed for at opnå gulddiplomet i min aldersklasse. På den tid skulle jeg tilbagelægge totalt 60 km fordelt på 42 km nedkørsel (krydret med lidt opkørsel ved Le Freney), 5 km flad landevej ind til Bourg d'Oisans og til sidst 13 km op ad Alpé d'Huez. Jeg skulle minimum bruge 1½ time til "Alpen", så der blev ikke sparet på krudtet ned af Galibier. Bourg d'Oisans blev nået på 1 t 08 min. Her stod hele familien og ventede. Da jeg stadig troede på "guld" blev pausen kort. Jeg afstod fra det ellers obligatoriske trøjeskift, slugte en kold cola, masede en powergel ud i munden, og var af sted igen på minde end 1½ min. Jeg havde nu 1 t 36 min tilbage. De fleste, der ikke har prøvet turen op efter 3 bjerge, må tænke "8 km/t - barnemad - hvad klynker han for", men for mig var der virkelig tale om noget, der ville blive svært. Jeg har nemlig aldrig i løbet, kørt op uden mindst 3 stop. Solen var kommet frem, og der var som sædvanligt varmt på "Alpen". Jeg led en del, og jo højere jeg kom, jo mere slidt blev jeg. Minutterne løb af sted, og jeg indså, at jeg ville komme til at mangle lidt tid. Efter sving nr. 9 (startende med nr. 21 nederst), var jeg nødt til at hvile min krop. I stedet for at stå stille, gik jeg et par hundrede meter, før jeg cyklede videre. Endnu nogle sving blev passeret, og jeg kæmpede videre mod målet. Det lange stræk mellem sving 4 og sving 3 gik godt, og jeg fik fornyet håb. Jeg knoklede på, og snart manglede kun den sidste lette kilometer, hvoraf de sidste hundrede meter går nedad mod målet. Tiden var igen med mig, og der var nu ingen tvivl. Gulddiplomet var hjemme. Den eneste mulige forhindring var nu min chip. Jeg havde hele dagen været lidt urolig for den, idet jeg ikke havde kontrolleret den ved udleveringen. Det var derfor en lettelse at høre speakerens stemme i højttaleren "Henri Tornoe arrive". Jeg var registreret.
 

Epilog:
Løbet i år gik over al forventning. I modsætning til tidligere år var det chiptiden, der dannede grundlag for diplomerne. Dermed modtog jeg et gulddiplom med tiden 9 t 10 min 49 sek. Guldet var dog også hjemme udregnet efter de gamle regler, idet der kun var gået 1½ mellem startskuddet og vores passage af startstregen.
Næste år vil det så vise sig om jeg også kan få guld på den normale rute over Col de la Croix de Fer. Også for Jan gik løbet godt. Han fuldførte i 11 t 47 min, hvilket var en forbedring på 49 min. i forhold til 2003 - tillykke. Derimod lykkedes det desværre ikke for Claus at nå tidsgrænsen i Bourg d'Oisans. Han blev derfor taget ud af løbet og måtte med bussen op af bjerget, men mon ikke han er med igen næste år.

På gensyn i 2006

Henrik Tornøe