Efter min rimelige succes sidste år var jeg igen opsat på, at bjergene skulle besejres. Gerne i ny bedste tid. Målsætningen var derfor en mængde træning vinteren igennem både på mountainbike, landevej og spinning i motionscenter. Virkeligheden var at mageligheden fik overtaget og det var snart tidligt forår uden cyklerne havde rullet ret mange meter og motionscentert slet ikke besøgt. Pyt, så måtte erfaring gøre forskellen. Jeg nåede dog at få trillet ca. 3300 km inden løbet i Frankrig. Jeg deltog da også i nogle få motionsløb - Grejsdalsløbet 167 km, Udfordringen i Sorø 153 km og Sjælsø rundt 125 km. I Udfordringen havde jeg mit første alvorlige styrt i de mange år jeg efterhånden har dyrket motionscykling. Vi var en lille gruppe på 9 ryttere. Jeg lå sidst og pludselig væltede den forankørende. Jeg nåede bare at tænke "det her ender ikke godt", så kørte jeg tværs over det fine Spinnergy baghjul, slog en koldbøtte og ramte asfalten. Jeg slap heldigt med en revet finger og blå mærker over hele kroppen. Dog er min venstre albue stadig voldsom øm uden at genere når jeg cykler. 
I år kunne jeg ikke afholde ferie i forbindelse med løbet, så min tur til Bourg d'Oisans måtte gøres som en forlænget weekendtur. Min svoger Thomas skulle også deltage og min kolllega Christian havde indvilliget i at være chauffør på turen, så dermed var teamet samlet. Min datter Anja tog ligeledes med for at mødes med sine venner fra de tidligere år.  

Torsdag d. 1/7 
Vi havde aftalt at mødes straks efter arbejde. Jeg havde aftenen forinden pakket cyklerne i bilen så der manglede bare personlig oppakning, telt, soveposer m.m. Kl. 17,10 kørte vi fra min bopæl i Albertslund. Turen til Rødby gik fint med en enklet optankning i Maribo. På færgen indtog vi lidt aftensmad så vi var klar til turen gennem Tyskland. Kort før ankomsten til Puttgarden blev vi som altid bedt om at intage vores pladser i bilerne. Vi kunne nu godt have ventet med dette, for der gik faktisk yderligere 45 min. før landgang. Årsagen var ganske simpelt knas med bovporten. Men hellere lidt problemer med en port der sidder for fast, fremfor en der falder af under sejllasen som det skete for Estonia. Under klapsalver lykkedes det dog til sidst de brave søfolk at få os i land. Natten igennem Tyskland var præget af en del regn men til gengæld ikke voldsomt megen trafik. Vi skiftedes til at køre og Schweitz var snart overstået.

Fredag d. 2/7
Kl. 9,10 landede vi i Bourg d'Oisans. Solen strålede fra en næsten skyfri himmel og det tegnede til en rigtig god weekend. Vi havde ikke formået at få plads på "La Cascade" men derimod på "La Piscine" som ligger på modsatte side af vejen. Teltet blev rejst og cyklerne samlet. Selvom vi ikke skulle brænde alt krudtet af en dag for tidligt tog vi en kort tur op af alpen. Både for lige at teste benene, men vigtigere var det at afprøve om alt på cyklerne virkede. Specielt selvfølgeligt gear og bremser. Vel nede igen var det tid for en lille middagslur for Thomas og Christian. Jeg lagde mig også, men blev snart gennet op fra græsset af kendte stemmer. Det var 2 venner fra Danmark der søgte cykelmekaniker-bistand. De havde også testet udstyret og erfaret, at gearskiftet ikke kunne komme på de letteste klinger. Jeg fremdrog værktøjet og justerede lidt og snart strålede Peter omkap med solen. Morgendagen var redet. Efter således at have optrådt som redningsmand gik jeg i bad hvorefter jeg vækkede Thomas og Christian. Vi havde aftalt at besøge Col du Galibier (2645 m.o.h.). Christian skulle jo ikke cykle, og fik derfor ikke anden mulighed for at opleve dette fantastiske sted. Vejret var stadig godt og det var en meget smuk tur. Vi så - og hørte - adskillige Marmotter, havde et fantastisk vue til den store gletsjer på La Meije der ligger oven for La Grave. Gletsjeren ligger i 3400 meters højde og man kan komme derop på guidet tur både sommer og vinter. Toppen af Col du Galibier var præget af voldsom blæst og kun få graders varme. Stort. Vi var tilbage på campingpladsen kl. 19,00 og aftenen blev brugt på psykisk opladning og en tur i byen for at få lidt føde. Godnat.

Lørdag d. 3/7
Vækkeuret ringede tidligt. Vi havde aftalt at mødes med nogle andre ryttere kl. 6,20. Ganske simpelt for at komme nogenlunde frem i køen ved starten. Startstedet var i øvrigt flyttet i år. Tidligere var det ud for supermarkedet "Casino" men det stadig større deltagerantal havde gjort det nødvendigt at flytte til det centrale Bourg d'Oisans. Her var der bedre mulighed for at benytte flere veje til de forskellige startbokse. Ventetiden var en smule kold idet temperaturen kun var 5 grader. Erfaringen har lært mig, at der vil ikke gå mange minutter på opstigningen før man er  ved at koge over. Så at starte i overtræksjakke m.m. giver hurtigt bagslag. Man skal så af cyklen for at afføre sig det overskydende tøj som resten af turen blot medbringes som ekstra bagage. Derfor starter jeg oftest bare i korte cykelbukser, svedtrøje, kortærmet cykeltrøje og løse ærmer. Snart blev klokken 7,15 og forventningen var på sit højeste. Yderligere 6 minutter skulle går før løbet blev skudt i gang og vi trillede over tidstagermåtten. Som de foregående år var farten høj på de første 10 flade kilometer. Jeg fik også trådt lidt i pedalerne for at få lidt varme i benene og gang i åndedræt og puls. Dæmningen ved den første lille stigning blev nået med et snit på 40,2 km/t. Og tro mig - jeg var allerede kørt langt bagud fra frontgruppen. Op over dæmningen, et venstresving og så lidt blid kørsel langs søen. Efter en lille kort nedkørsel starter pinslerne så. Her ønskede Thomas og jeg så hinanden en god tur. Jan og Bent vi var startet med var væk. Formodentligt bagud men vi var ikke helt klar over det. Opad gik det i et meget stille tempo. Jeg lukkede helt af for de mange, mange ryttere der overhalede. Jeg kørte kun mit eget løb. At Thomas så kunne sidde på hjul helt op til toppen af Croix de Fer var bare skønt. Aldrig havde han kørt så godt. Ca. 4 kilometer før toppen blev vi overhalet af Bent som var startet sammen med os. Hans lod sin nye CSC-cykel tale og hilste kort da han fløj forbi. Ærligt - at køre på en Look med T.Hamilton skrift på overrøret er stort, så det var ham vel undt at passere toppen først. Vi andre nåede den efter 2 timer 21 minutter, hvad der ikke er min bedste tid men stadig o.k. for mig. På toppen fik vi fyldt flaskerne og hilst på Christian som var kørt i forvejen med bilen. Det var meningen, at han skulle yde os denne service for bagefter afvente sidste rytter på toppen. Når der så var fri bane skulle han returnere til Bourg d'Oisans. Thomas og jeg begyndte nedkørslen sammen, men bare et par sving nede blev vi væk fra hinanden. Her var en rytter styrtet og havde slået sig slemt. Han sad og jamrede højlydt i vejkanten mens andre deltagere prøvede at hjælpe til. Det sænker altid farten lidt når man ser resultatet af et styrt., så jeg fortsatte nedad med øget agtpågivenhed og råbte/fløjtede hvor gang jeg skulle overhale. Jeg undrede mig lidt over hvor Thomas var blevet af indtil jeg indhentede ham 15 km længere nede. Løbet var desværre heller ikke i år skånet for en fatal ulykke. ca. 2/3 dele ned af bjerget, i et skarpt venstresving, hang der en cykel på det lave beton autoværn. Flere ryttere var stået af cyklerne og spejdede ud over kanten i søgen efter cyklens ejermand. Forfærdeligt. Jeg passerede og kiggede op da jeg rundede næste sving. Fyren havde taget turen mindst 15 meter lodret ned. Dybt rystet sænkede jeg farten endnu mere og tænkte lidt på familien derhjemme. Jeg skulle hjem i hel tilstand. Vel ankommen St. Jean de Maurienne fandt jeg et felt at følges med de 14 km til St. Michel de Maurienne hvor opkørslen til Col du Télégraphe starter. Ind i byen, ned af hovedgaden, til højre i et lyskryds. Bang - så starter det med det samme. Jeg fandt igen mit eget tempo som stille og roligt førte mig op af bjerget. Forbi det sted jeg hvor jeg i 1999 sad og ventede på Thomas mens jeg funderede over hvorfor man søger pinslerne ved at tilmelde sig sådanne løb. I år gik det betydeligt bedre til trods for at solen varmede fra en skyfri himmel. Et lille stop ved vanddepotet i skyggen under træerne. Thomas havde jeg ikke set siden nedkørslen fra Croix de Fer, men regnede med at han sled i pedalerne lidt længere nede. Igen 4 km før toppen var det tid for at blive overhalet af Bent. Jeg havde åbenbart passeret ham mens han var i depot på Croix de Fer. Denne gang var der ikke helt den store hastighesforskel, så jeg var ikke ene om at lide. Da jeg nåede toppen kunne jeg konstatere, at det ville blive svært at slå tiden fra sidste år, men pyt. Da jeg stod og hvilede lidt kom Bent for at hilse på. Det var hans første tur i rigtige bjerge, og han var lidt rystet over, at han var nødt til at benytte cyklens letteste gear. Jeg forlod toppen først, godt tilfreds med at have resten af teamet bag mig. Den korte 5 kilometers nedkørsel fra Télégraphe er ikke meget bevendt som restitution før udmattelsens bjerg - Galibier, så jeg var allerede godt slidt da jeg kørte igennem den lille by Valloire for at begynde togtet mod løbet tag. Jeg synes de første 9 kilometer gik bedre i år end tidligere, men tidsmæssigt blev jeg ved med at sætte til. De sidste 8 kilometer var igen i år forfærdelige, og jeg måtte af cyklen flere gange. På toppen tog jeg en plasticpose på maven og trak de løse ærmer på. Nedturen starter bradt med 12 % fald på dårlige veje og jeg kørte fornuftigt nedad. Ca. 7 kilometer nede - på Col du Lautaret - drejes til højre ad bedre og bredere vej. Der var en stærk modvind og jeg fandt 3 andre at følges med. Efter en lang nedkørsel med en smule opbakke ved Le Freney befandt jeg mig i dalen kun  5 kilometer fra Bourg d'Oisans. Det var bagende varmt og jeg var rimeligt udmattet da jeg steg af cyklen ved campingpladsen. Her stod Christian og ventede. Han havde følt min optimisme og været på plads længe, så han var også godt stegt. Egenligt havde jeg ikke den store lyst til at begynde opkørslen til Alpé d'Huez, men jeg følte jeg skyldte Christian forsøget. Han havde ofret en weekend på mig - det skulle belønnes. Dermed sprang jeg på cyklen igen (det er måske mere korrekt at sige - kravlede på cyklen) for at overstå sidste bakke. Jeg jagtede ingen fantomtider og klarede kun udfordringen ved at tage 5-6 hvil på vejen op. Endelig i mål.

Epilog :

Selvom jeg ikke kunne leve op til egne mål, var det igen en oplevelse at deltage i løbet. 10 timer 53 min. måtte jeg i år bruge på projektet. Men så er der vel ikke andet for at træne lidt mere næste år og håbe på lidt mindre varme.
En negativ side ved løbet er det store antal deltagere - mere end 6500. Jeg har indtryk af at den store trafik af ryttere er med til at øge risikoen, så jeg kan kun opfordre alle til at køre med fornuft og ikke undervurdere faren ved at køre i bjerge.

På gensyn i 2005

Henrik Tornøe
her