Som set før var vores firmabil blevet solgt 2 dage før feriestart, hvilket var skyld i lidt panik i mit sind. Vi havde glædet os til at benytte denne bil til ferieturen, og nu vaklede det. Bilen, en Citroën C5 2,2 HDI aut., er udstyret med et imponerende moment, der gør den til en fantastisk campingtrækker. Vi blev heldigvis udstyret med en magen til, så nu var opgaven bare, at få monteret træktøj og synet bilen (Bilen må ikke trække vores campingvogn uden en opvejning, der kræver syn og en fabriksgodkendelse, vi måtte skaffe hos Citroën Danmark). Onsdag fik vi træktøjet monteret og selv om EDB-anlægget hos Statens Bilinspektion fra morgenstunden var ”nede”, lykkedes det i løbet af dagen at få en synstid til næste dag. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, så jeg kørte gerne til Vordingborg for at få synet bilen og dermed rede vores ferie. Torsdag Kl. 14,40 overværede jeg dermed en medarbejder hos Statens Bilinspektion i Vordingborg kigge kort på de medbragte papirer, kontrollere bilens stelnummer og lygteindstilling samt køre en lille tur, for som han sagde: ”opvejning er jo vores eneste mulighed for afprøvning før bilerne bliver 4 år og skal til periodesyn”. Nu manglede der bare et besøg på motorkontoret for at aflevere de godkendte papirer. Synstiden lå så sent på torsdagen, at motorkontoret havde lukket, og det bringer os igen frem til fredag formiddag, hvor vi også lige måtte ordne dette. Benjamin (Anja´s hamster) skulle i pleje, så vi foretog en rundtur med lidt indkøb, afhentning af mine nye briller, motorkontor og hamsetrpleje. Da disse ting var overstået, pakkede vi færdig.
Alt har en ende, og vi satte os dermed til rette i bilen og startede turen kl. 13,39.

Turen til færgen forløb uden vanskeligheder, og sejlturen blev gjort på et vand, jeg aldrig har set mere stille – et flot syn.
Der var en del trafik gennem Tyskland, og vi måtte da også holde ca. 1½ time i kø af 2 omgange, men ellers forløb turen smertefrit. Dog var vores søn Morten ikke lige så frisk som sædvanligt om natten. Hans ben værkede, og han var unaturligt træt. Vi tillagde det en nyligt overstået vandretur i Sverige, men det viste sig de senere dage, at årsagen var en anden. Lørdag morgen kl. ca. 5,00 havde vi nået sydtyskland ca. 80 kilometer fra Mulhause, og vi forlod motorvejen for at få et par timers søvn.

Lørdag
Uret var sat til at ringe kl. 8,30, men allerede en ½ time tidligere var vi klar til at stå op. Det var en flot morgen med sol fra en næsten skyfri himmel, så det tyede på en dejlig dag. Efter lidt morgenmad tankede vi på den nærliggende Shell-station. Herfra gik det tilbage til motorvejen og videre sydpå. De første år vi tog turen til Bourg d’Oisans, kørte vi gennem Schweiz, men vi synes at vejene i Frankrig passer bedre til campingvognskørsel. Det bugter sig ikke lige så slemt, og går i vores øjne ikke så meget op og ned. Desuden er hastighedsgrænsen for påhængskøretøjer noget højere i Frankrig. Ikke sådan at forstå, at vi kører 130 km/t, men man kommer alligevel lidt hurtigere frem uden risiko for et bødeforlæg. Tiden går forbløffende hurtigt når man kører bil, og Anja & Morten på bagsædet var i år udstyret med en computer, hvorpå de så dvd-film, så med et befandt vi os på Rocade Sud ud for Grenoble. Hen til frakørsel 8 mod Vizille. Turen til Vizille gik i sneglefart, men efter byen løsendes trafikken, og de sidste 32 kilomter forløb godt. Klokken 15,54 trillede vi ind på camping ”La Cascade”. Vi fik hurtigt den forudbestilte plads, og det er mit indtryk, at de ejere, der sidste år overtog pladsen, har betydeligt bedre styr på sagerne end forgængeren. Den ene toiletbygning var blevet udstyret med ny sanitet, og der var opsat fliser på væggene, så helheden fremstod rigtig fin. Vi fik bakset husvognen på plads, og teltet blev snart rejst. Igen undrede vi os over Morten’s manglende kræfter. Han lå bare svag i sin seng i campingvognen. Nå pyt – han ville jo nok være frisk næste dag. Det skal lige nævnes, at vejret var fantastisk med temperatur på ca. 30 grader. Det kunne måske også spille lidt ind på kræfterne. Efter nogle gode timer og lidt dejlig mad gik vi i seng med vandfaldets susen i baggrunden som støjfilter mod snakken og andre forstyrrende lyde.

Søndag
Mette var som sædvanligt først på benene, men da der var dømt slappedag, fik vi andre lov til at nyde dynerne lidt længere. Solen når først vores del af campingpladsen ved 9,30 tiden, og indtil da er der lidt råt. Morten var stadig lidt sløv, og klagede nu også over ømhed i arme og ben. Vi lokkede ham til en spadseretur på pladsen. Det hjalp lidt, så en dukkert i poolen gik også an. Her udøste han af sin kunnen indenfor crawl, men jeg var ikke en nem elev, så vi opgav hurtigt forsøget på at udvide mine færdigheder. Senere på dagen blev cyklerne samlet, og jeg begav sig op af bjerget. Det var måske ikke særligt smart at vælge eftermiddagsheden til dette første forsøg. Der var 34 garders varme i skyggen, og da skygge er en mangelvare på alpen efter middag var den reelle temperatur væsentlig højere. Jeg kender efterhånden bjerget, og ved, at op til La Garde ved sving 16 er vejen særdeles stejl, hvorefter stigningen bliver lidt mere venlig. Alligevel følte jeg ikke så stor lyst til at forsætte hele vejen til toppen. Derfor vente jeg om et stykke efter sving 15. Resten af dagen blev der slappet af.

Mandag
Denne dag var temperaturmæssigt lig dagen før, men Morten´s utilpashed var tiltaget. Han var stadig uden krafter og smerterne i ben og arme havde bredt sig, og var tiltaget i styrke. Derfor var det nu tid til at gæste lægen. Receptionisterne på campingpladsen hjalp med at finde en ledig læge og reservere tid. Morten havde i et stykke tid op til ferien haft et udslæt på maven. Dette udslæt voksede uge for uge i størrelse, og efter besøg hos egen læge i Danmark afventede vi nu tid hos hudspecialist. Vi viste derfor den franske læge dette udslæt og forklarede om Morten’s tiltagende utilpashed. Han kvitterede med en recept på noget medicin som burde klare udslettet. Det blev aftalt, at vi skulle besøge ham efter 2 dage, hvis det ikke hjalp. Glade gik vi derfra i forventning om, at nu måtte det gå fremad for Morten. Hen under aften cyklede jeg så en tur op af alpen. Denne gang kom jeg helt op. Ikke i rekordtid, men der var jo længe til løbsdagen.

Tirsdag
Vi vågnede til en omgang regntunge skyer, og der gik ikke længe før regnen sillede ned. Morten havde ikke sovet meget om natten, så kl. 8,00 ringede vi til vores læge i Danmark. Mette’s og min mistanke gik efterhånden på sygdommen Borrelia, og vores læge kunne også finde så mange symptomer, at han faxede en recept til campingpladsen, og bad os opsøge læge med den for at få foretaget en test mod sygdommen. Turen gik derfor endnu en gang til venteværelset. Når vi rejser i Frankrig er der visse sprogbarrierer, men med fagter og brug af lægens ordbog (Fransk/Engelsk), lykkedes det alligevel at opnå forståelse. Lægen kunne dog ikke tage den fornødne blodprøve, men måtte henvise til et laboratorium i Vizille. Der stod vi så kl. 14,00, hvor de åbnede efter middagspausen. Her var de meget flinke, og blodprøven var hurtigt overstået. Resultatet ville først foreligge fredag, men vi havde aftalt med den franske læge, at påbegynde en penicillinkur så snart blodprøven var taget. Morten slugte derfor den allerede indkøbte medicin. Vejret her nede i lavlandet var noget bedre end hjemme i Bourg d’Oisans, så vi besluttede at fortsætte ind til Grenoble, for at handle der. Efter besøg hos Dechatlon (en kæmpe sportsbutik) og supermarkedet LeClerc trillede vi tilbage til campingpladsen.

Onsdag
Onsdag var jeg tidlig oppe. Jeg havde planlagt et tidligt angreb på alpen, og allerede kl. 8,00 begyndte jeg opstigningen. Her først på dagen var det lidt råkoldt, men jeg fik hurtigt varmen indefra, selvom jeg kunne se mine ånde som små tågebanker i den kølige morgenluft. For at teste mig selv, lagde jeg hårdt ud fra bunden. Mit åndedræt eksploderede, og tempoet blev sat ned. Det er imponerende, hvor lang tid der kan gå, før man igen har kontrol over puls og åndedræt, når man på et bjerg har forceret ud over egne evner. Efter et par sving gik det igen rimeligt, og jeg fortsatte ufortrødent turen mod toppen. Jeg har de sidste par år ubevidst ændret kørestil. Før hen stod jeg meget op i pedalerne, men nu er det sjældent, jeg gør brug af kroppens vægt på denne måde. I stedet sidder jeg og træder med en lav gearing (jeg mangler nok lidt benmuskler). Turen blev gjort 4 minutter hurtigere end mandag, så jeg var ved godt mod med henblik på løbet. Efter lidt koldt vand i hovedet ved en vandpost i byen, blev cyklen vendt og turen gik mod dalen i fuld fart. Senere på dagen cyklede Mette og jeg en lille tur. Da vi sidste år var i Bourg d'Oisans spadserede vi hele vejen op af bjerget til Alpe d'Huez. Her viste det sig, at Mette satte et tempo som hverken jeg, vores søn Morten eller min svoger Finn kunne følge. Det samme var gældende, da vi ligeledes spadserede 16 km op af Mont Ventoux. Jeg fremsatte derfor allerede sidste år en teori om, at hvis Mette kunne omsætte denne energi til cykling, ville hun være fantastisk i bjerge. Vi indkøbte derfor i år en ny Müsing racercykel til Mette. Denne blev udstyret med triplekrans, så den var forberedt til bjergkørsel. Foråret var jo ikke præget af godt vejr, og da Mette ikke tidligere har cyklet, og egentlig ikke er besat af cykling (endnu), blev det ikke til mere end et par korte træningsture. Med andre ord havde hun ikke kørt mere end 140 kilometer på cyklen, før vi kort efter middag på denne dejlige dag trillede ud fra campingpladsen. Vi havde besluttet os for en tur til La Freney, der ligger ca. 12 kilometer fra Bourg d'Oisans. De første 5 kilometer er af lige landevej, men derefter går det stejlt opad. Der gik ikke lang tid, før Mette fik sandheden at føle. Hun pustede og stønnede, og måtte snart af cyklen for at få pulsen ned. Efter et kort hvil, gik det igen opad. Denne gang i en lidt mindre ambitiøs kadence der gjorde, at resten af turen gik fint. Også under nedkørslen tilbage mod Bourg d'Oisans, måtte Mette erkende, at her var noget at øve sig på, men alt i alt en rigtig god tur der lovede godt for et senere angreb på det nederste af "alpen".
 

Torsdag
Penicillinen var begyndt at hjælpe. Mortens udslæt var tydeligt blevet mindre, og vi var nu næsten sikre på diagnosen Borrelia. Morten havde det også mærkbart bedre, så nu gik det altså fremad. Min kammerat Jan, som jeg de sidste 2 år har kørt "Ötztaler Radmarathon " med, havde i år besluttet at prøve kræfter med "La Marmotte". Ligeledes var hans bror Claus tilmeldt. Det var aftalt, at de sammen med deres koner skulle ankomme torsdag formiddag. De havde indlogeret sig hos "Holger Danske" i Alpé d'Huez, men ville besøge os på vejen. Så fra morgenstunden ventede vi gæster. Timerne gik uden de kom, og først på eftermiddagen ringede vi så til dem. Det viste sig, at afgangstidspunktet fra Danmark, var blevet skubbet en del, og siden var der opstået problemer med bilens klimaanlæg. Når sådan noget sker på denne BMW- model skrues der fuldt op for varmen. Det var blevet så stor en belastning, at familien havde søgt hjælp på et værksted i Schweiz. Bilen kunne ikke laves akut, men slangerne til varmeapparatet blev afmonteret for at mindske temperaturen på den indstrømmende luft. Med andre ord var der stadig nogle timer til vi kunne byde på noget koldt at drikke. Det var jo stadig højsommer i Bourg d'Oisans med over 30 grader i skyggen. Resten af dagen gik, og omkring kl. 17 gik Mette, Morten og jeg op til poolen, for at kigge til Anja der badede med sine venner samt at indtage lidt pommes frites ved kiosken. Da vi kom tilbage til campingvognen lå der en seddel fra Jan. De var nu ankommet og på vej op til hotellet, men ville kigge ned næste formiddag.
 

Fredag
Fredag  var dagen for ankomst af resten af cykelholdet. Min svoger Thomas og hans kammerat Steen havde en indbyrdes dyst, der skulle afgøres. De deltog begge i 2001, og der kørte Steen bedst opad, mens Thomas overhalede nedad. Det blev til sidst Steen der trak det længste strå, idet han passerede Thomas halvvejs oppe af Alpé D'Huez. Vi tre havde i år været på Söderåsen i Sverige for at træne lidt, og da var det var en fornøjelse for mig, der er 9 år ældre de andre, at sætte dem til vægs gang på gang. Thomas og Steen ankom ved 9,30 tiden efter en problemfri tur. De skulle overnatte i forteltet og fik hurtigt pakket ud. Kort tid senere kom Jan med familie, og vi havde et par hyggelige timer i solen. Så var det tid for en lille eftermiddagslur til Thomas og Steen, mens vi besøgte laboratoriet i Vizille. Rersultatet af blodprøverne viste at Morten var angrebet af Borrelia, så behandlingen der var påbegyndt tirsdag var rigtig. Ligeledes blev vi oplyst. at hans hæmatogritværdi lå på 43. Altså ikke doppet. Det var for øvrigt nok i sidste øjeblik, at årsagen til Mortens sygdom blev konstateret. Mortens ene øje havde i det sidste par dage ikke kunnet lukkes, og hans mund blev helt skæv når han gabte. Dette er senere gået helt i sig selv igen, men resten af ferien var vi som forældre nok noget bekymrede for Mortens fremtid. Sidst på dagen var det så tid for Mettes angreb på "Alpen". Hun vidste godt, at hun ikke ville komme hele vejen op, men havde sat et mål for i år. Hun  ville forsøge at besejre det første stejle stykke op til sving 16. For udenforstående lyder det ikke af meget, men prøv det selv. Allerede før sving 21 måtte Mette af cyklen næsten ude af stand til at få vejret og med vilde øjne. Hatten af for Mette. Viljen fejlede ikke noget, og efter et kort hvil gik det op ad bjerget igen. Meter for meter blev lagt bag os, og til sidst kunne jeg byde på is i den lille bar der ligger ved svinget. Tillykke Mette. Godt gået.
Fredag aften blev brugt til cykeleftersyn og psykisk opladning. Vejret tegnede fint, så vi var sikre på et godt cykelløb.

Lørdag
Uret ringede tidligt, og vi satte os snart til morgenbordet. De foregående år har jeg indtaget pasta, men har følt mig lidt tung på første bjerg, så i år ville jeg prøve havregryn. Noget jeg ikke normalt spiser. Det var derfor med en lille smule sund skepsis, jeg startede måltidet. Mine kvaler blev ikke gjort bedre af vores forsøg på indkøb af sukker. Det var blevet til en blanding af flormelis og almindeligt sukker. Fy for den. Jeg kæmpede tappert men opgav til sidst, og spiste i stedet noget rugbrød. Jan og hans bror Claus bankede på kl. 6,30 så vi var i fin tid. Efter et gruppebillede gik turen mod startområdet. Når mere end 6000 ryttere samles omkring et supermarked, opstår der kaotiske tilstande, så vi havde nok at gøre med at holde sammen. Min kone og søn havde droppet de varme dyner for at vinke farvel ved starten, og de forsøgte at holde trit. Vi tjekkede ind en halv time før startskuddet. Lidt for sent idet vi kom til at stå rimeligt langt tilbage. Det kan synes uden betydning, men det er den officielle tid og ikke ens "chiptid", der er afgørende for udmåling af diplomer. Så hvis man ligger på vippen mellem de forskellige diplomtider, kan der vindes lidt ved at møde tidligt op. Snart var det tid til cykelløb. Startskuddet gik, og efter nogle minutter begyndte vi så småt at bevæge os mod startlinien. Et sidste vink til Mette og Morten og så derud af. Næsten straks mistede vi Steen. Var han foran, eller var han kørt bagud ? I hvert fald brugte vi ikke morgenstunden til at lede efter ham. Vi er alle så vidt forskellige, at vi alligevel ikke ville kunne følges op af bjergene. Vi andre 4 var rimeligt samlet, da vi nåede det første stejle stykke over dæmningen ved Allemont, men med så mange ryttere på vejen gik der ikke længe før vi var blevet væk for hinanden. Thomas sad på hjul af mig et stykke tid, mens Jan holdt lidt igen for at vente på sin bror. Da jeg ca. halvvejs oppe af Croix de Fer kiggede mig tilbage, kunne jeg konstatere at Thomas havde sluppet mit baghjul, og var ude af syne. Videre opad gik det. Min fidus med at droppe den store morgenportion af pasta gav pote. Jeg følte mig meget mere oplagt end de foregående år, og toppen nærmede sig. Efter 2 timer 16 minutter og 37,5 kilometer passerede jeg passet i 2068 meters højde. Jeg holdt ikke pause, men begyndte straks nedturen. Jeg kører så dårligt opad, at jeg må vinde lidt tid i form af færre/kortere pauser. Nedturen fra Croix de Fer var i år flere steder ubehagelig p.g.a. vejreparationer med småsten i store felter. Det var uhyre farligt, men jeg oplevede ingen styrt på den næsten 30 km lange nedkørsel. Vel ankommen til St. Jean de Maurienne (546 m.o.h. - 67 km) fandt jeg sammen med et lille felt, som jeg fulgte gennem dalen til St. Michel de Maurienne (712 m.o.h. - 81 km). Herfra gik det over de næste 11 km stejlt opad til Col du Télégraphe (1570 m.o.h.). Her kunne jeg konstatere, at de første 92,5 km havde taget 4 timer 37 minutter. En gennemsnitshastighed på 20,6 km/t. Ikke imponerende, men for mig en virkelighed, jeg efterhånden har vænnet mig til. En pause på 1 min. og derefter ned af bjerget. Denne gang en lille tur på kun ca. 5 kilometer til byen Valloire. Herfra går det blidt opad de første 8 kilometer for til sidst at eksplodere de sidste 9 kilometer. Toppen af Galibier (2642 m.o.h. - 114,5 km) blev nået med en total køretid på 6 timer 42 minutter. Igen et minuts pause inden den stejle nedkørsel. De første kilometer fra toppen er bestemt interessante. Vejen er smal, dårlig og stejl. Der er ingen autoværn på disse kanten, og der er meget langt ned. Efter ca. 7 kilometer kommer man til Col du Lautaret (2057 m.o.h.). Her drejes skarpt til højre af landevejen videre mod dalen. Vejen er herfra noget bedre. Men pas stadig på. Der er mange biler, og nogle er ikke meget for cykellister. Efter 30 kilometer - stort set kun nedad - nåede jeg dalen. Herfra var der kun ca. 5 kilometer ad flad landevej til Bourg d'Oisans. Jeg fandt et par andre lidelsesfæller, og vi delte slæbet ligeligt. Til højre og ind på vejen der går mod Alpé d'Huez. Her lige efter svinget ligger depotet og punktet for tidsgrænsen kl. 18,00. Ryttere der opgiver her, modtager diplomet for "La Marmotton" (Det lille murmeldyr). Videre frem mod camping "La Cascade" mellem hujende tilskuere der sørger for psykisk opbakning før de sidste 13 kilometer. Som altid stod familien klar med drikkevarer og tør trøje. Skønt med den støtte. Jeg havde nu tilbagelagt 161 km og brugt 7 timer 55 minutter. Jeg vidste nu, at jeg ville slå min hidtil bedste tid (9 t. 50 m.) - med mindre selvfølgelig, at jeg gik helt kold på turen op. Denne gang ca. 4½ minuts pause inden jeg vinkede farvel til familien, og begyndte den pinefulde tur mod målbyen. Alle der ikke har prøvet det, må mene at 13 kilometer er en rimelig smal sag. Jeg brugte i år 1 time 40 minutter på turen. Det var simpelthen for tillokkende at gøre et par hvil og samtidig nyde den storslåede udsigt. Sandt at sige var jeg på udmattelsens rand og hjernen lokkede benene til at stoppe deres bevægelse. Målet  i 1860 meters højde blev nået 9 timer 39 minutter efter jeg om morgenen satte gang i pedalerne. Hurra!

Epilog :

Jeg kender efterhånden min grænse. Desværre ligger den et stykke fra guld tiden, men oplevelsen bliver ikke dårligere af det. Løbet er fantastisk med det lille minus, at deltagerantallet er lige stort nok. Mine kammerater der deltog havde følgende resultater: Steen gennemførte på 11 timer, Jan gennemførte på 12 t. 39m., Claus modtog "La Marmotton" og Thomas valgte at udgå på Croix de Fer. Vi er nok alle tændte på at prøve endnu en gang. Så vi ses måske i 2004.

Løbet blev i år desværre ramt af en tragisk færdselsulykke. Nogle ryttere blev frontalt påkørt af en modkørende bil, der foretog en hasarderet overhaling på stykket op mod Col du Lautaret. Så pas på. Stol ikke på medtrafikanterne. Ulykken var skyld i lukning af vejen, og flere ryttere blev holdt tilbage indtil de tilskadekommende var fløjet bort i helikopter og vejen dermed fri. Det må understreges, at denne ulykke ikke havde med afviklingen  af løbet at gøre, men var et tragisk uheld, som jo desværre også ses i den dagligdags trafik i Danmark.
 

Tillæg til epilog - skrevet af Claus Due:

Jeg har i dag siddet og læst din fortælling om dette års La Marmotte. Her er lidt ekstra om turen.

Jeg deltog i år for første gang, men det var anden gang for cyklen, da dens ejer Carsten Graff, sidste år tog "den med" over bjergene, og siden beskrev han oplevelsen i din gæstebog her på hjemmesiden. Carsten inspirerede mig til at også at ville prøve kræfter med La Marmotte og jeg fik også lokket en af mine andre venner Jan Rasmussen med på udfordringen.
Vi varmede op i løbet af foråret med at træne os op til at løbe marathon i København i maj. Herefter blev skoene gradvist skiftet ud med cykling, og vi fik en enkelt tur på 180 km som det maksimale. Vi tog derned.

Vi tog en tur op til Lautaret torsdag formiddag og en tur over Galibier om eftermiddagen. Så var vi klar til hvile om fredagen og turen om lørdagen.

Vi startede blandt de sidste par hundrede, men havde så glæden af hele tiden at kunne overhale. Fed tur. Ingen væsentlige problemer med Croix de Fer, Telegraphe og Galibier, fordi vi kørte for at fuldføre og opleve, da det var vores første tur. Efter 7:55 kørte vi ned fra Galibier. Fuld knald på igen, men alligevel meget kontrolleret og med begge hænder hårdt fastklemte om bremsegrebene...74 km/t blev max. ifølge computeren...og på intet tidspunkt på denne dag, på den forkerte side af midterstriben. Da vi nåede ned til Lautaret talte Jan og jeg om, at det nu gjaldt om at slappe så meget af som muligt, så Alpe d'Huez kunne klares. Vi fandt derfor ind sammen med en gruppe på ca. 6 mand, der også kørte godt og stabilt. Tre sving længere fremme - lige da vi kunne se "hjem" til La Grave hvor vi boede - mødte jeg som første mand i gruppen, den bil som du i din historie beskriver laver en harzarderet overhaling... og han dukkede op som "cola fra en tom flaske" skønt dette stykke vej formentligt er det mest sigtbare og lige stykke vej på hele nedkørslen fra Galibier til Bourg. Jeg havde netop kigget på cykelcomputeren og aflæst 52 km/t. Jeg ved den dag i dag ikke hvordan jeg kom forbi ham, men det gjorde jeg. Jeg kørte videre, rystende på hovedet over hvad der dog kunne have sket. "Sikken en idiot". "Hold op hvor kunne det have gået galt". Sådanne tanker røg rundt i hovedet på mig igennem næste hårnålesving. Der var sgu noget at tale om. Endnu et hårnålesving kommer og der er tid til at se tilbage... TOM VEJ!. Øøøhhh...hvor er resten af gruppen ? Kun en cyklist kommer kørende, og passerer mig med et smil... han var sikkert nummer 2 i gruppen, og har ikke som jeg, vendt sig om efter han også forunderligt er kommet udenom bilen.

En tom vej ... det er ikke normalt i La Marmotte. Jeg vender cyklen... lige da jeg skal til at køre opad igen, kommer der cyklister rundt i kurven ovenfor. Pyha. Jeg stiller mig op ad cyklen for at vente på Jan. Ansigtsudtrykkene er meget anderledes på disse ryttere, end på ham jeg lige havde hilst på. De er skræmte og lidt tomme i blikket. De sender stort set alle blikke til mig sigende "ja, du ved jo ikke, hvad vi ved". Jan er ikke i blandt den række af ryttere som kom ned fra bjerget. Jeg skifter ned i den lille klinge, som jeg først troede skulle bruges igen til finalen på Alpe d'Huez. Jeg er noget i tvivl om jeg egentlig ønsker at køre derop igen. Men selvfølgelig gør jeg det. Jeg kender jo Jan vældig godt. Jeg ved at han altid hjælper alt og alle. Han er nok stoppet deroppe. Jeg passerer op igennem hårnålesvinget, og ser at der 200m længere fremme er masser af folk på vejen. Jeg spejder efter Jan. Han er temmelig lyshåret og rimelig høj, så han er til at kende på afstand i dette terræn. Der står vel 20 personer med ryggen til mig i en lille halvkreds. Jan er ikke i blandt.... jeg træder mig nærmere og ser, mellem benene på personerne, at der ligger en på asfalten . Han har lyst hår .... for fanden det er Jan!

Jeg vil spare dig for detaljerne om hvordan han så ud. Men jeg kan fortælle at Jan frontalt ramte bilen, som politiet har vurderet til at have kørt ca. 50 km/t. Han røg over bilen og landede ca. 3 meter bag den. Frontruden blev smadret og taget blev trykket så langt ned at chaufføren brækkede næsen. Jan tog formentlig mod med det ene knæ ved sammenstødet, og er sikkert landet på den venstre arm på den anden side af bilen. En hollænder, som i følge mine beregninger, må have været 3'er i gruppen, fik skrabet hele sin venstre side ved at ramme bilens side, men han blev på cyklen. En Belgier, som også hedder Jan, må have været lige bag den anden Jan. Han fik bremset lidt og drejet cyklen inden han blev ramt og var så heldig at han landede på en græsskråning. Han fik brækket tre fingre og en lille hjernerystelse.

Jan blev bragt med helikopter til hospitalet i Briancon, efter at have fået uvurderlig hjælp af først en læge som tilfældigt var i en bil bag "idioten". Hollænderen tog sig af at stabilisere Jan. Hurtigt var der også en motorcykel løbsofficial på stedet med skinner til stabilisering samt første hjælps udstyr. Og ca. 20 min. efter ulykken var sket, kom et lægehold frem i ambulance. 10 minutter derefter var helikopteren der. Samlet set gik der kun 45 minutter fra ulykken skete til Jan var i helikopteren, og under hele forløbet var der nogle som kunne hjælpe Jan - og bortset fra den hollandske læge - var alt hjælp organiseret.

Pointen her er, at ulykken intet havde med cykelløbet at gøre. Vi kørte i den rigtige side af vejen, der var sigtbart, men mødte desværre en idiot. Det kunne ligeså godt være sket på vores træningstur om torsdagen, et ødet sted på Galibier, eller i morgentrafikken på Birkerød Kongevej. Ved at det skete på løbsdagen gjorde at kvalificeret hjælp var tilstede med det samme. Det er min overbevisning at dette reddede Jan.

Jan har efterfølgende været igennem flere operationer i begge ben og den ene arm. Det første døgn gik med at lappe ham sammen, checke hovedet og finde frem til omfanget af kvæstelserne fra ulykken. De næste par døgn, efter at det var konstateret at hovedet ikke havde taget skade (KØR ALTID MED HJELM!!! ... du er ikke sej uden, bare dum!), gik med at finde ud af hvilken førlighed han kunne forvente. Det tydede nu på at han kunne få fuld førlighed ;-). Efter endnu et par døgn blev hjemsygetransporten arrangeret og Jan landede i Kastrup og blev kørt til Hvidovre 2 uger efter ulykken. Det blev til 6 uger på hospitalet. Jan er nu færdig med behandlingen og blev udskrevet i ultimo oktober. i November blev ståltråden fjernet fra den venstre knæskal, som var slået i tre stykker ved ulykken. Højre ben er i dag fuldt funktionelt og stærkt igen, selvom alle muskler lige over knæet blev skåret over ved ulykken. Venstre ben er ved at blive genoptrænet.

For 14 dage siden var vi nede i "Roadbikehsop" og købe en ny cykel til Jan. Vi regner med, at vi sammen starter med at træne igen ultimo januar...men det er også på tide, for vi skal jo være klar til La Marmotte i 2004. Det er en kæmpe oplevelse at være med, og vi har jo ikke prøvet at gennemføre endnu.

Vi ses i på toppen af Alpe d'Huez d. 3. juli 2004.

Med venlig hilsen
Claus Due

her
 

Læs mere her